Mandag, den 12. september, 2016 -Zion Canyon

Vi behøvede ikke at tjekke ud, så vi kørte bare, uden at få morgenmad. Vi ville prøve vor frokostrestaurant fra i går, Galaxy of Hatch og se om de også kunne servere morgenmad. Det var vor hæse vært fra i går, der tog imod os. Der er sådan set ikke forskel på morgenmaden nogen steder. Faktisk er morgenmaden på Scandic hotellerne mange gange bedre, - også selvom du kun spiser "amerikansk morgenmad". Jeg snakkede lidt med værten, men han havde travlt. Der var mange til morgenmad. 

Vandhul nummer et

Vi kørte videre til Zion National Park. Det blev (igen) en spændende tur. Vi var jo højt oppe, så efter et par turneller ved  Checker Board Mesa, begyndte det at gå nedad i hårnålesving, indtil vi nåede ned i dalen, som er en oase i ørkenen. Den blev "opdaget" af mormonerne, men her levede selvfølgelig mennesker forinden.
Vi skulle bo lidt uden for Springdale, men det betyder ikke så meget. Der er kontinuerlig busdrift til parken, hvor der igen er busser langs vejen i dalen hvert 10. minut. Vi tog ned i dalen og bestemte os for at stå af ved noget de kalder Emerald Pools. Der er en vandresti til den første af 3 vandhuller, hvor der løber vand i fra bjergene. 

Den første har det længste vandfald og det var ganske smukt i modlys, hvor dråberne skinnede som diamanter. Sonja opgav de næste to, men jeg var frisk på turen, så vi aftalte at mødes ved næste busstop. Nu var stien ikke længere brolagt, så det blev lidt mere strabaserende til vandhul nummer to.

Her løb en lille bæk i klippen ned til vandhullet. Her mødte jeg nogle nordmænd, som jeg spurgte om ikke dette var flottere end Norge. Jeg kendte jo svaret på forhånd. "Nej, ikke helt", svarede han.

Vandhul nummer to

Vi fulgtes ad op til det tredje hul. Stien ændrede sig mere til en bjergbestigning, men skulle ikke klage, for sammen med det andre nordmænd var en dame på 71, der fulgte fint med. Jeg hjalp hende lidt, når vi skulle over en sten på en halv meter. Selve vandhullet, var egentlig ikke så meget at snakke om. Den vat vel 30 meter i diameter, men omgivet af flere hundrede meter lodrette klipper. Vandet kommer formentlig nedefra, for der var ingen vandfald. Faktisk lidt af en skuffelse, især når man tænker på turen hjem også. Jeg var noget slidt, da jeg nåede The Grotta, hvor Sonja ventede på mig. Jeg skulle bare hjem til poolen og køles af. Sonja tog en senere bus, hun ville lige se, om der var en film om de meget omtalte "floods".  Det blev ikke til noget, men hun bragte en øl med til mig. Man bliver sgu helt forelsket igen. Den var kold og stor.

Til aftensmaden sad vi igen udenfor på en veranda (porch på amerikansk). Jeg ville følge min "tradition" med at smage deres Pinot Noir, så jeg bad om et glas. Der serverede "desværre" ikke i glas, så jeg måtte købe en flaske. Jeg ville tage resten med på værelset efter middagen. I så fald, skulle den bæres i en papirspose, så ingen kunne se hvad, det var jeg havde, - eller nærmere: Her kommer èn med en flaske vodka. Utah-love er mærkelige! Svenskerne har virkelig fået konkurrence. Det blev en hyggelig aften på værelset og jeg sov godt den nat.

Søndag, 11. september 2016, Bryce Canyon

En par Navajo-indianere serverede til morgenmaden og vi kom i snak med dem. Kvinden boede faktisk nær Monument Valley i en af de huse, der lå spredt, langt fra hinanden. Det er fordi, de har husdyr og vor ven har kreaturer, geder og høns. De har alle navne. Vi så en lille billedserie af hendes kæledyr og to af kalvene hedder "Boo" og "Boo Boo". Jeg spurgte om hun slagtede dem for at få kød, men det benægtede hun. De er kæledyr. Hun overnattede på arbejde og når hun så kom hjem efter nogle dage, hoppede og sprang dyrene af glæde over at se hende.
De måtte køre 25 km to gange om dagen, bare for at hente vand til dyrene og dem selv. En gang imellem får træerne også noget vand, så de ikke visner og dør.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hendes og hendes mands prioriteringer. Manden var i gang med at bygge en vandbeholder. Vandet får de fra vindmøller, som står over et vandreservoir og pumper det op til dem. Vand er værdifuldt. Det forstår man i en ørken.

Det blev alligevel en oplevelse at være ved og på Lake Powell. Det betød, at vi da lige skulle have et sidste billede af det, inden vi kørte videre til Bryce Canyon. Oppe på en bakketop var et "View Point". Herfra kunne vi se det meste af, hvad vi i går så fra båden. Det var en fantastisk udsigt.
Vi skulle nu videre. På vejen kunne vi holde ind ved "Lille Hollywood". Det skulle være et sted hvor mange westerns var filmet.

Byen hed Kanab og var helt sikkert ikke kendt for andet. Bag souvignirbutikken, var nogle kulisser, som jeg mener "Djurs Sommerland" har lavet bedre, men butikken var hel fin. Jeg købte faktisk ud udskæring af en sandstensklippe med helt fantastisk flotte mønstre. Naturen er en stor kunstner. Jeg tog selvfølgelig nogle billeder af kulisserne, men de bliver nok ikke hængt op derhjemme. Længere fremme på ruten til Bryce Canyon, stoppede vi i en lille by, kaldet Hatch. Vi skulle have frokost og det var en meget typisk café med morgenmad, frokost og aftensmad. Den hedder Galaxy Dinner.

Vi skulle have en "Old Fashion Burger" og det fik vi. Restauranten er opført for syv år siden, men med 50'er indretning. Der er sågar en jukebox, men den spiller nu ikke musik. På væggene hænger signerede plader fra temmelig berømte kunstnere, men det er fordi ejeren har haft en restaurant i Las Vegas og der kom en del berømthedder.
Der er forresten lige en anden ting, som jeg godt lige vil diskutere. Har amerikanerne indført en slags standard for menukort. De indeholder alle de samme retter, men layout'et og prisen er forskellig. Man kan også støde på forskelligheder i kvaliteten, men det er vist for feinschmekere. Det smager fint, men det kan være lidt trættende i længden.

Vi drejede fra mod Bryce Canyon City. Vi kom her igennem den lille Red Canyon. Den lever fint op til navnet. Fantastiske formationer. Vi var også noget spændte på om endnu en Canyon kunne overraske os og gøre indtryk. Vi har alligevel set en del klipper nu. Når man kører ind i Bryce Canyon ligger udsigtspunkterne i en perlerække på ventre side. På højre side er fyrreskov. Det første udsigtspunkt, som også skulle være det bedste, hedder Bryce Point, men her var vejen spærret, fordi der ikke var flere parkeringspladser. Vi kørte da bare videre til de næste og de skuffede ikke. Vi så naturlige broer og søjler, mest i rødlige nuancer. På højre side kunne vi se at en del af skoven havde været raseret af en brand. Vi endte ved Rainbow Point,  hvor Sonja udtalte de overraskende ord: "Det er da den flotteste udsigt, jeg endnu har set". Når man tænker på, hvad vi indtil nu har set, kan det synes underligt, men jeg forstod fuldstændig, hvad hun mente. Det hun så, var en kæmpe rød mur, som "stoppede" det flade land fra øst. Muren er buet og kunne måske virke som en amfiteater. Bare over 20 km i diameter.

Nu måtte vi finde vort hotel, Best Western Ruby's Inn. Det skulle vise sig, at det var en enkelt mand eller familie, der ejer næsten alt. Byen blev grundlagt, da Ruby lavede en Inn og resten er historie.

Sonja havde set, at der var cowboymad og underholdning lige over for hotellet. Det lagde vi billet ind på. Klokken 7 mødte vi op og blev placeret ved et rundbord. Der var to andre par. Det ene par havde sejlet hertil på Coloradofloden og kom egentlig fra Seattle, Microsoft, Amazon osv. De to andre kom nordfra, måske Colorado. Manden kom over og satte sig ved siden af mig og spurgte om jeg forstod, hvad han sagde. Jeg svarede, at problemet nok snarere var om han kunne forstå mig. Han ville fortælle, at både ham og hans kone havde fået lavet DNA-test, for at se, hvorfra de stammede. Til deres overraskelse stammede halvdelen af hustruens gener fra Danmark. Det havde de ikke forventet. Jeg måtte fortælle hende, at hun da bestemt lignede en dansker, hvis man kan det. Jeg kan godt forstå, at de ønske finde deres rødder. Vi tror, vi kender vore rødder, men vi ville sikkert få lige så store overraskelser.
Jeg ville gerne have en øl til maden, så jeg gik i baren og bestilte en. Jeg måtte ikke selv bære glasset til mit bord. Det skulle en tjener gøre. Det er Utah-lov. Nogle steder i Utah, kan man godt få en flaske vin til maden, men man må ikke selv hælde op i sit glas. Det skal tjeneren gøre. Alle her ryster på hovedet af lovene, men det er sikkert mormonernes skyld. Religion er en plage for menneskeheden. Hverken mere eller mindre.
Efter maden, som vi havde bestilt og betalt i forvejen, kom der en show på scenen. Det var westernmusik af ypperste klasse. De spillede godt og var underholdende. De hedder Bar G Wrangler.  Nu var det "nine-eleven" og endda 15 år siden, så derfor blev nationalsangen afsunget, og en del amerikanere rejste. Ikke alle, men jeg gjorde det også. Festen sluttede pludselig uden ekstranumre og vi gik hjemad. Det skulle vise sig at være ganske koldt udenfor, vel omkring 10 grader og det mindede os om, at vi faktisk var højt oppe, over 2000 meter.
Godnat.

Lørdag, den 10. september, 2016 - Lake Powell

En kunstig sø i Arizona/Utah. Hvad sjov kan der være ved det. Nå, det var en del af turen og indtil videre havde vi været yderst tilfredse med udvalget af steder, vi skulle se. Den kunstige sø hedder Lake Powell og er dannet ved byen Page af en dæmning, hvis sekundære opgave er at producere strøm. Dens primære opgave er at opsamle vand til tørre tider og det gør den fint. Søen har oversvømmet en dal. Det tog ti år at fylde søen med vand fra Coloradofloden og den indeholder vand nok til Californien til en tørke i fire år. Så længe, at ikke alt vandet er brugt, kan man sejle på den og bade i den, så den er blevet noget af en turistattraktion i ørkenen. Der er en lystbådehavn og sejlture ud på søen og floden. Det ville vi prøve. På den anden side af floden ligger Wahweap, som er en turistby omkring marinaen. Vi fandt hotellet, som solgte billetter til sejlturene og købte billetterne til den længste tur, hvor vi skulle se det hele.
Vi skulle imidlertid have noget frokost inden. Det kunne vi købe i kiosken, - Ceasars Salat, denne gang med kyllingestykker og dertil en Bud Light. Det er ikke en letøl, som i Skandinavien, men en øl med færre kalorier, men samme alkoholstyrke, som almindelige øl. Men den smager, om muligt, endnu tyndere end dens originale storebror, Budweiser.

Klokken 12:45 skulle vi mødes i lobbyen og derfra gå i flok ned til skibet. Vi fik, som de sidste, en plads på øverste dæk. Vi sejlede langsomt ud af havnen, men kaptajnen øgede farten til op til 30km/t ude på søen. Vi fik fortalt nogle fakta i nogle hovedtelefoner, som blev suppleret at vor meget overvægtige kaptajn på en meget udpræget vestamerikansk, - altså meget bredt. Jeg havde i hvert fald nogle gange problemer med at forstå ham i højtaleren. Vi sejlede forbi nogle klippeformationer, som er brugt af Hollywood mange gange, - bl.a. Britney Spears i henden sang: I'm not a girl, not yet a woman.

En af "kanalerne" hedder Antilope Canyon. Det er en sprække, man kan sejle ind i. Mange kajakker og kanoer sejler derind, men vi gjorde også. Væggene var lodrette og røde, - dvs. de nederste ca. 5 meter var hvide, for det var hvor vandet havde gået til inden den nuværende tørke satte ind. Til sidst var der kun omkring en halv meter vand fra båden til klippen, men der var en lille åbning, hvor han stoppede. Længere kunne han ikke komme, når det var så lavvandet. Han drejede båden 180 grader og vi sejlede ud igen. Vi kunne rigtig nyde alle farverne og figurerne, der var tegne af opløste mineraler, som var skyldet ned af væggen og havde dannet (næsten) kunstværker.
Vi kom da ud igen og sejlede ned mod dæmningen, som vi fik lov at se fra vandsiden.
Vel hjemme på hotellet, fik jeg min Margarita ved poolen, som jeg havde ønsket mig. Vi fik aftensmaden på hotellets veranda (porch på engelsk). Det er rigtig hyggelig at sidde udenfor og nyde den lune og mørke nat, som man har her sydpå. Jeg skulle aldrig have bestilt Nachos til forret, for jeg skulle igennem en BBQ-rib fra et kæmpesvin, - godt indsmurt i BBQ-sovs. Den smagte fantastisk, men jeg måtte undskylde over for servitricen, at jeg kun kunne spise halvdelen.
Jeg skal love for, at jeg sov godt den nat.

Fredag, 9. september, 2016. Monument Valley

Der er lige en sag, som jeg godt lige vil dele med dig. Ser du, jeg har et Mastercard. Det bruger jeg til ferier, så jeg ved med rimelig nøjagtighed, hvad jeg har brugt i ferien. Især i USA, er kreditkort vigtigt. Man betaler hele tiden med det. Pludselig blev det afvist i Lauglin. Jeg forstod det ikke. Nå, jeg har jo haft med banksystemer at gøre og ved lidt om hvor mange computere en Mastercardtransaktion skal igennem, inden den når min bank. Så jeg har også et Visakort. Det virker upåklageligt. På vejen fra Laughlin til Grand Canyon ringede jeg til Mastercard. De kunne ikke se, at der var noget galt. De skulle nok kigge på det, men nu var det jo aften i Danmark, så det kunne først blive i morgen. Hvis jeg havde været alene afsted og ikke havde haft et backupkort med, var jeg ilde stedt.
Altså, hav altid to forskellige kreditkort med ud at rejse, især hvis du bruger Mastercard.

Og så til dagbogen.

Efter det overvældende Grand Canyon skulle vi nu til nogle meget berømte filmkulisser, som naturen har skabt til Hollywood, nemlig Monument Valey.

Vi havde dog lige en hænger fra i år. Vi fik ikke set Dessert View. Det er det sydligste eller østligste af Gran Canyon. Man kan se Coloradofloden, men også ørkenen, som den har skaåret sig ned igennem. Bestyrene af reservatet byggede i 30'erne et udsigtstårn og lod en Navajokunstner udsmykke indersiden. Det var interessant at se mønstrene og figurerne. De havde helt sikkert forbindelse til hulemalerier, som vi kender i Europa. Han havde da også lavet nogle, så man kunne se sammenhængen. Udenfor kom jeg i snak med en ældre dame, som var "migreret" fra Colorado her til Arizona, for at få noget bedre vejr. En slags klimaflygtning. Hun fortalte, at fuglene, som svævede i kløften var enter ravne eller Kalkungrip.
Vi måtte videre. Der var igen mange timers kørsel. Vi skulle køre ind i Navajoindianernes reservat. Det er vel ca. 4 gange større end Danmark og det strækker sig over flere stater, i hvert fald Arizona og Utah og måske også Nevada. Navajonationen, som den kaldes, har omkring 250.000 indbyggere. De bor i mobile homes eller i små træhuse. Formentlig også i mere almindelige huse, men vi så hele tiden disse små nedrivningstruede beboelser. Det er, så vidt jeg ved ikke på grund af fattigdom, men snarere en slags prioritering. Nationen ejer landet og indianerne har alle job, der er brug for i området. De passer tankstationer, serverer mad osv. De sælger også husflidsprodukter. Små fine sølvsmykker, vævede tæpper med indianermønstre osv. Det skulle være af god kvalitet. De står ved vejsiden i nogle sammentømrede skure, med bliktag til at beskytte mod solen, men også i byernes “Trading Stations” kan man købe deres varer.

Vi valgte at stoppe i Tuba og gik ind i deres Trading Station. De havde virkelig et rigt udvalg af indianerproducerede varer. Det var her jeg konverterede til cowboy. Jeg købte en meget fin hat af cowboytypen. Den er god mod solen, så de bar den måske ikke bare for at se sej ud, men det gjorde jeg. Ren læder, med automatisk ventilation (fire små huller). Vi gik lige over gaden til Taco Bell for at få frokost. Det er mexicansk fastfood på amerikansk, men det smager udmærket, når man er sulten.

Vi havde læst i FDM-Travel bogen, som efterhånden er blevet vor bibel, sammen med Turen går til det vestlige USA, at der skulle findes nogle autentiske dinisauerforaftryk på vejen. Vi var kørt forbi stedet lige før Tuba, så vi kørte de få km tilbage. Der stod igen disse indianerskure. En lille pige kom hen til bilen og spurgte om hun skulle hjælpe med at se fodsporende. Det skal man sige tak til, for det er bl. a. det, de lever af. Et skilt viser at det er gratis, men at man selvfølgelig gerne må give frivillige bidrag og at det forventes. De er meget venlig og på ingen måde påtrængende. Meget høflige.

Pigen tog en vandflaske og gik ud på den flade klippeoverflade og med vandet, som hun hældte i fodsporene, viste hun fodsporet af en mellemstor planteæder. Den var måske et par meter høj. Der var mange fodspor. En meget mærkelig oplevelse. Fodsporene er mindst 64 mill. år gamle. Grand Canyon er “kun” 5 mill. år gammel. Pigen gik videre omkring 50 meter hen over overfladen og viste aftrykket, eller rettere fossilet af en T-Rexfod. Den var blevet revet af i kampen mod en af planteæderne. Der skulle også være forstenede æg og vi så en forstenet dinosauerlort. Da fodsporene blev lavet, var dette område en frodig tropeskov, men jeg forstår stadig ikke helt, hvordan de er bevaret.

Vi kørte videre til Monument Valley ved Kayenta. Vi kom til at køre forkert. Gør man sådan noget, taber man let en time. Det var i første omgang irriterende, men det skulle vise sig at blive vendt til en fordel. Man kører op til en Visitor Center, lidt som i Grand Canyon. Vi skulle også betale, før vi kom centeret. Derfra går en grusvej ned i “dalen”. Det er indtil videre det eneste sted, hvor vi havde været bedre tjent med en stor firehjulstrækker. Der var flere huller end vej, så vi afkortede turen ved John Fords Point. Det er filmkulissEN. For fan… hvor var det både smukt og overvældende. Det sene tidspunkt viste sig nemlig at være en fordel, ved det, at solen nu stod lavt og gjorde de store formationer endnu mere røde end de var i forvejen. Vi havde bestemt ikke brug for flere indtryk. Meget træt, glædede jeg til min Margarita. Det bliver min tradition på turen, at slutte dagen med en Margarita. Så da jeg kom ned til restauranten og ville bestille bord og så vente i baren med en Margarita, blev jeg noget lang i hovedet, da hun fortalte, at der ikke fandtes alkohol i Navajoernes land. Cola smager også godt, men …..

Jeg var ikke så sulten, denne aften, så jeg bestilte Chili Con Carne og salatbuffet. Begge dele kunne være bedre, men jeg blev mæt.

Torsdag, 8.. september, 2016, Grand Canyon

Der var altså ingen grund til at blive i denne, syndens, by. Vi forlod den uden anger mod Grand Canyon. Vi kørte i lang tid på rute 40. Den har jeg kørt på før, men da var det i North Carolina på østkysten. Jeg har egentlig altid drømt om at køre på den fra øst til vest, men måske er denne måde bedre. Efter et stykke tid, vi taler her timer, krydsede vi til den berømte route 66. Det ved byen Selegman, som er opkaldt efter manden der kæmpede for at få route 66 på landkortet, så at sige. Det lykkedes vist til en rigelighed. Tag et kig på Google Maps med street view: http://goo.gl/8sMkQt .

Route 66 er nu blevet “camino” for Harley Davidson motorcyklister. Det sværmer i det hele taget med HD’er her. Man ser kun sjældent rigtige motorcykler og så er det som regel BMW. Selegman er nu også blevet berømt for deres Road Kill Cafè, "You Kill It We Grill It", eller som en af menuerne lød: "From Your Grill To Our Grill". Der måtte vi simpelthen ind. Klokken var godt nok kun 11:30, men vi ville altså have noget at spise der. Jeg skulle prøve deres Buffoloburger. Det er vist den bedste burger, jeg har fået i mange år!! Dertil et stort glas iskoldt øl. Det var godt!! De havde (selvfølgelig) også en souvenirbutik ved siden af, hvor man kunne købe menukortet, nøgleringe med Route 66 og selvfølgelig også de sædvanlige T-shirts. Rigtig turistgejl, som jeg selvfølgelig købte godt ind af.

Udenfor stod noget gammelt rustent skrammel, som f.eks.en prærievogn og en kranbil a la Bumle fra filmen Biler.  De havde lavet en kopi af det gamle fængsel, - en lille træhytte, hvor halvdelen var celle. Byen er ikke stor, måske 100 huse, men ikke til at komme udenom, hvis man kører på Route 66.

Vi fortsatte nu videre til Grand Canyon. Vi ville køre direkte til stedet inden vi checkede ind på hotellet. Det var lagt stort an, men nænsomt. Rigtig fint bygget, som falder pænt ind i området. Vi gik straks op til det første udsigtspunkt, Mather Point, som får det til at gøre ondt i maven, når man kigger ned. Størrelserne her i Grand Canyon er ufattelige. Colorado River løver 1,5km nede, jeg gentager for de fatsvage 1.500m. Den er 100 meter bred og der er omkring 20km over til den anden side af kløften.

Efter at have taget knap en halv million billeder, gik vi tilbage til Visitor Center, hvorfra vi tog en gratis bus mod Hermit’s Rest, men så skal man først tage en rød bus og skifte til en blå bus. De er gratis, så man kan stå af og på, som man vil. Vi stod af på Mohave Point, hvor man kan se floden dybt nede. Man er dybt betaget af dette sceneri og den tid (man taler om “Dyb Tid”), det har taget floden at skære sig ned, men ifølge geologerne tog det ca. 5 mill år, hvilket er meget hurtigt, regnet med det geologiske ur. Vi gik tilbage mod et busstop, hvor vi kunne hoppe på en bus hjemad. Vi fulgte stien langs kanten, som her ikke var asfalteret, men kun grus. Den går tæt på skrænten, så man skal ikke have meget højdeskræk. Da vi kom hjem til Visitor Center, tog vi lige de sidste billeder. Solen stod nu lavere og de røde jordlag på den lodrette væg overfor, blev mere røde. Der er mange der tager derud, for at nyde dette syn. Vi kørte nu til byen lige udenfor området, der hedder Tusayan. Her blev vi indlogeret på et Lodge, men det er bare et hotel uden restaurant.

Aftensmaden blev indtaget på et steakhouse lige overfor. Man kunne sidde udenfor, men vi måtte “desværre” lige venter i baren. Her fik jeg turens første, men bestemt ikke sidste Margarita med salt på glaskanten. Hold da op, den smagte godt. Vi var vel også tørstige, så det hjalp lidt, men jeg regner Margarita som nationaldrikken i USA.

Jeg fik en Rib-Eye med Frensh Fries. Dertil et par glas Pinot Noir. Begge ganske fine repræsentanter for denne vanskelige drue. Måske skal jeg prøve Pinot Noir fra Californien igen, når jeg kommer hjem.

En lang dag og et par glas vin, - godnat!!

Onsdag, 7. september 2016, Lauglin

Det var nok en af de dage, som ikke kommer til at fylde meget i dagbogen. Vi skulle fra LA til Laughlin i Nevada. Det ligger lige på grænsen til til Californien og Arizona. Det er en spilleby som Las Vegas men ikke så stor og mere for almindelige mennesker (læs pensionister). Vejen derud var interessant pga. naturen, som skiftede næsten umærkeligt til ørken, forstået på den måde, at bevoksningene blev mindre. Men inden tog det næsten en time at komme ud af LA. Skiftet fra LA til andet, - f.eks. by, industriområde eller ørken sker umærkeligt, men efter en time, mente vi, at vi ikke længere kunne kalde det LA. Der er en del billeder fra turen, men den er faktisk ikke interessant ud over skiftet i landskabet. Det blev dog grønnere eftersom vi nærmede os Laughlin. Den ligger ved Coloradofloden og blev skabt som et stop for jernbanen tværs over USA. Nu er det så casinoer og hvad deraf følger. Der var selvfølgelig gratis parkering og hele hotelkomplekset var lavet til at man aldrig behøver at forlade det. Alt er indrettet på, at man skal bruge penge på spilleautomater, Black Jack borde osv.

Jeg forestillede mig, at der var små fine restauranter og cafeer ved flodbredden. Men nej, - hotellerne lå helt ud til flodbredden og man kunne stort set ikke sidde udenfor. Der er for varmt og "De enarmede tyveknægte" stod jo indenfor. Jeg skulle skrive dagbog og det gøres bedst med en øl eller drink i nærheden, så en ensom bar blev valgt som forfatterrede. Sonja gik hjem på hotellet, men jeg blev og skrev til dig. - kære læser.

Der er dejligt køligt. Der er butikker og forskellige restauranter. Vi valgte et Steakhouse. Det havde lidt overraskende hvide duge, men ellers var der sådan set ikke noget specielt. Jeg fik en T-bone, som jeg forsøgte at komme igennem, men måtte opgive. Jeg efterlod ⅓ til skraldespanden. Jeg havde ikke brug for en “doggiback”.

Vi har udnyttet jetlag positivt til at gå tidligt i seng og stå tidligt op, - i hvert fald efter mine normer..

Tirsdag, den 6. 2016, LA i istiden

LA er overvældende, selv bydelen Hollywood er stor. Det var svært at vælge, men til sidst valgte vi at besøge meget specielt museum, nemlig Tar Pit Museeum. Det er bygget lige ved nogle asfaltsøer inden midt i LA. Man brugte dem i gamle dage til at udvinde asfalt, men blev hele tiden forstyrret af knogler. Det var knogler fra nu uddøde dyr fra istiden, måske for 60.000 år siden. Man stoppede udvindingen og begyndte at samle knoglerne til mammutelefanter, sabeltigre og kæmpedovendyr. Hele området er vel ikke større end rådhusparken i Århus, så vi kunne nemt overskue de forskellige asfaltsøer, hvor den ene var betydelig større end de andre, vel 50m på den lange led og 30m på den anden.

De havde lavet glasfiberskulpturer af af en mammutfamilie, hvor moderen var fanget i asfalten og skreg i angst. Inde i museet, som var gratis om tirsdagen, var opstillet originale knogler, samler til sabeltigre og “dire woolfs”, som er endnu en uddød ulveart, som ligener de nuværende. De var bare tættere bygget og stærkere. Det kan være svært at forstå, hvorfor nogle dyr uddør, men en stor årsag er klimaændringer. Dengang var det 20 grader koldere i LA, så overfladearealet i forhold til vægten på et varmblodet dyr, var vigtigt. Når så det blev varmere kunne de små bedre konkurrere. Derudover migrerede bisonoksen længere nordpå mod bedre græsgange og LA blev en ørken.

Vi kørte videre mod Beverly Hills. Det er der sikkert en del tøser, der husker. Jeg ved, at det er de riges og de berømtes gettho. Hovedgaden i denne “forstad” hedder Rodeo Drive. Den ligner Nice og Cannes med butikkerne, som kun sælger dyre ting. På gaden kører dyre biler og der ser i det hele tager pænt ud. Blomster i midterrabatten, som er vandede og store palmetræer, der rækker op mod himlen. Jo, her er dejligt, hvis man har penge.

Vi kørte hjemad mod hotellet ad Sunset Boulevard (Blvd). I den første del så det ret mondænt ud, men jo længere vi kørte østpå, jo billigere så det ud. LA er fyldt med souvenirbutiker, små barer og gademusikanter (læs tiggere). Tag ikke billeder af dem, for så kræver de penge af dig. Nå, vel hjemme skiltes vore veje. Sonja skulle tage et ordentligt billede af Hollywood-skiltene. Jeg fandt en af de meget få caféer, der har udeservering. Det gør man altså i i Californien. Der er nok for varmt. Kølighed er en luksus, så man møder hele tiden airconditioning. Caféen hed Birds og ligger på Franklin Street. Jeg fik en øl inden Sonja kom tilbage. Vi fik lidt frokost. Jeg fik en Cesaers Salat. Det laver de altså rigtig godt “over here”.

Elton John

Lige en slapper på værelset, inden vi gik ned på Hollywood Blvd. Vi skulle se stjernerne i fliserne. Hold kæft, der er mange. De fleste har jeg aldrig hørt om. I midten af stjerne var et lille piktogram, der fortalte, hvad personen var kendt for. Kamara for film, TV for TV-serier, mikrofon for radioshows, grammofonplade for pop/rock/jazz/bluesmusik og den sjældne, teatermaskerne for teater.

Vi gik ind i Dolby Theater. Det er hvor de uddeler Academy Awards, Oscar blandt venner. Det er et værre tivoli. Oppe på tredje etage er der fin udsigt til Hollywoodskiltene og nedenfor et springvand. Lidt længere henne ad vejen er et sted, hvor de mest kendte må lave et fod- og håndaftryk i noget vådt cement på jorden. Tim Burton skal gøre det på torsdag. Big deal!

Nå, så havde sulten meldt sig. Vi fandt en mexikansk restaurant på Hollywood Blvd. Bestemt ikke avanceret, men udmærket, skulle det vise sig. Jeg skulle have deres specielle Habanero Margarita som drink. Den kunne nemt vare hele middagen. Jeg mærkede tydelig chilien. En stærk drink, på en ny måde. Det blev kyllingevinger i mexikansk sovs. Hmmm. Dejligt.

Hjem i seng.