Mandag, den 12. september, 2016 -Zion Canyon

Vi behøvede ikke at tjekke ud, så vi kørte bare, uden at få morgenmad. Vi ville prøve vor frokostrestaurant fra i går, Galaxy of Hatch og se om de også kunne servere morgenmad. Det var vor hæse vært fra i går, der tog imod os. Der er sådan set ikke forskel på morgenmaden nogen steder. Faktisk er morgenmaden på Scandic hotellerne mange gange bedre, - også selvom du kun spiser "amerikansk morgenmad". Jeg snakkede lidt med værten, men han havde travlt. Der var mange til morgenmad. 

Vandhul nummer et

Vi kørte videre til Zion National Park. Det blev (igen) en spændende tur. Vi var jo højt oppe, så efter et par turneller ved  Checker Board Mesa, begyndte det at gå nedad i hårnålesving, indtil vi nåede ned i dalen, som er en oase i ørkenen. Den blev "opdaget" af mormonerne, men her levede selvfølgelig mennesker forinden.
Vi skulle bo lidt uden for Springdale, men det betyder ikke så meget. Der er kontinuerlig busdrift til parken, hvor der igen er busser langs vejen i dalen hvert 10. minut. Vi tog ned i dalen og bestemte os for at stå af ved noget de kalder Emerald Pools. Der er en vandresti til den første af 3 vandhuller, hvor der løber vand i fra bjergene. 

Den første har det længste vandfald og det var ganske smukt i modlys, hvor dråberne skinnede som diamanter. Sonja opgav de næste to, men jeg var frisk på turen, så vi aftalte at mødes ved næste busstop. Nu var stien ikke længere brolagt, så det blev lidt mere strabaserende til vandhul nummer to.

Her løb en lille bæk i klippen ned til vandhullet. Her mødte jeg nogle nordmænd, som jeg spurgte om ikke dette var flottere end Norge. Jeg kendte jo svaret på forhånd. "Nej, ikke helt", svarede han.

Vandhul nummer to

Vi fulgtes ad op til det tredje hul. Stien ændrede sig mere til en bjergbestigning, men skulle ikke klage, for sammen med det andre nordmænd var en dame på 71, der fulgte fint med. Jeg hjalp hende lidt, når vi skulle over en sten på en halv meter. Selve vandhullet, var egentlig ikke så meget at snakke om. Den vat vel 30 meter i diameter, men omgivet af flere hundrede meter lodrette klipper. Vandet kommer formentlig nedefra, for der var ingen vandfald. Faktisk lidt af en skuffelse, især når man tænker på turen hjem også. Jeg var noget slidt, da jeg nåede The Grotta, hvor Sonja ventede på mig. Jeg skulle bare hjem til poolen og køles af. Sonja tog en senere bus, hun ville lige se, om der var en film om de meget omtalte "floods".  Det blev ikke til noget, men hun bragte en øl med til mig. Man bliver sgu helt forelsket igen. Den var kold og stor.

Til aftensmaden sad vi igen udenfor på en veranda (porch på amerikansk). Jeg ville følge min "tradition" med at smage deres Pinot Noir, så jeg bad om et glas. Der serverede "desværre" ikke i glas, så jeg måtte købe en flaske. Jeg ville tage resten med på værelset efter middagen. I så fald, skulle den bæres i en papirspose, så ingen kunne se hvad, det var jeg havde, - eller nærmere: Her kommer èn med en flaske vodka. Utah-love er mærkelige! Svenskerne har virkelig fået konkurrence. Det blev en hyggelig aften på værelset og jeg sov godt den nat.