En kunstig sø i Arizona/Utah. Hvad sjov kan der være ved det. Nå, det var en del af turen og indtil videre havde vi været yderst tilfredse med udvalget af steder, vi skulle se. Den kunstige sø hedder
Lake Powell og er dannet ved byen Page af en dæmning, hvis sekundære opgave er at producere strøm. Dens primære opgave er at opsamle vand til tørre tider og det gør den fint. Søen har oversvømmet en dal. Det tog ti år at fylde søen med vand fra Coloradofloden og den indeholder vand nok til Californien til en tørke i fire år. Så længe, at ikke alt vandet er brugt, kan man sejle på den og bade i den, så den er blevet noget af en turistattraktion i ørkenen. Der er en lystbådehavn og sejlture ud på søen og floden. Det ville vi prøve. På den anden side af floden ligger Wahweap, som er en turistby omkring marinaen. Vi fandt hotellet, som solgte billetter til sejlturene og købte billetterne til den længste tur, hvor vi skulle se det hele.
Vi skulle imidlertid have noget frokost inden. Det kunne vi købe i kiosken, - Ceasars Salat, denne gang med kyllingestykker og dertil en Bud Light. Det er ikke en letøl, som i Skandinavien, men en øl med færre kalorier, men samme alkoholstyrke, som almindelige øl. Men den smager, om muligt, endnu tyndere end dens originale storebror, Budweiser.
Klokken 12:45 skulle vi mødes i lobbyen og derfra gå i flok ned til skibet. Vi fik, som de sidste, en plads på øverste dæk. Vi sejlede langsomt ud af havnen, men kaptajnen øgede farten til op til 30km/t ude på søen. Vi fik fortalt nogle fakta i nogle hovedtelefoner, som blev suppleret at vor meget overvægtige kaptajn på en meget udpræget vestamerikansk, - altså meget bredt. Jeg havde i hvert fald nogle gange problemer med at forstå ham i højtaleren. Vi sejlede forbi nogle klippeformationer, som er brugt af Hollywood mange gange, - bl.a. Britney Spears i henden sang:
I'm not a girl, not yet a woman.
En af "kanalerne" hedder Antilope Canyon. Det er en sprække, man kan sejle ind i. Mange kajakker og kanoer sejler derind, men vi gjorde også. Væggene var lodrette og røde, - dvs. de nederste ca. 5 meter var hvide, for det var hvor vandet havde gået til inden den nuværende tørke satte ind. Til sidst var der kun omkring en halv meter vand fra båden til klippen, men der var en lille åbning, hvor han stoppede. Længere kunne han ikke komme, når det var så lavvandet. Han drejede båden 180 grader og vi sejlede ud igen. Vi kunne rigtig nyde alle farverne og figurerne, der var tegne af opløste mineraler, som var skyldet ned af væggen og havde dannet (næsten) kunstværker.
Vi kom da ud igen og sejlede ned mod dæmningen, som vi fik lov at se fra vandsiden.
Vel hjemme på hotellet, fik jeg min Margarita ved poolen, som jeg havde ønsket mig. Vi fik aftensmaden på hotellets veranda (
porch på engelsk). Det er rigtig hyggelig at sidde udenfor og nyde den lune og mørke nat, som man har her sydpå. Jeg skulle aldrig have bestilt Nachos til forret, for jeg skulle igennem en BBQ-rib fra et kæmpesvin, - godt indsmurt i BBQ-sovs. Den smagte fantastisk, men jeg måtte undskylde over for servitricen, at jeg kun kunne spise halvdelen.
Jeg skal love for, at jeg sov godt den nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar