Torsdag, den 15. september, 2016 - Yosemite National Park

Trafik
Skal vi lige snakke trafik og her mener jeg hovedsageligt biltrafik.
Amerikanerne kører pænt. De er flinke i trafikken og de overholder hastighedsbegrænsningerne, som hovedregel. De har dog et problem med at lade os skifte bane, dvs. holde tilbage, hvis jeg skal skifte bane.
Alt er i miles. Afstande og hastigheder er i miles. Det skal man lige vænne sig til, men gang med 1,5 eller 1,6, så er det ikke helt forkert. Hovedreglen er 65 miles/timen på de store veje og 55 på de mindre.
Læg mærke til de gule og hvide striber på vejen. De gule adskiller trafikken i de to retninger eller kanten af vejen, hvor de hvide angive de enkelte spor i samme kørselsretning. Det kan være fatalt ikke at vide det. Det er heller ikke sikkert, at en vej er motorvej, bare fordi den er firesporet. Vejene har numre. Jo færre cifre, jo større vej. Route 66 er en Interstate Highway. Vejnummer 69S5 kan være en jordvej. Som hovedregel går lige numre øst/vest og ulige numre nord/syd. Jeg har ikke helt forstået, hvad en freeway er. Nok bare en betegnelse for en highway, der er gratis. Der er i øvrigt ikke mange betalingsveje i USA. Undtagelsen er de store nationalparker, hvor du skal betale mellem 10 og 30 dollars, men så kan billetten også gælde flere dage.
Der er dog et par forskelle fra dansk lovgivning. Hvis du holder for rødt, må du godt dreje til højre, forudsat du ikke generer nogen. Egentlig ganske fornuftigt. En anden regel, som er lidt sværere at vænne sig til, er, at alle kan have fuld stop i et firekryds. Den der kom først, har forkørselsretten. Hvis der er flere, kører man i den orden, som man ankom til krydset. Reglen er helt sikkert ikke indrettet på bytrafik, men snarere trafikken på prærien, men det fungerer påfaldende fint.
Så har vi skiltene. Der er næsten ingen piktogrammer. Alt står på engelsk, - f.eks. standsning og parkering forbudt skiltet findes ikke. Der står i stedet for “No parking at any time”. Det er i hvert fald ikke nemt for ordblinde eller folk med dårlige engelskkundskaber. Jeg var lidt forvirret over et skilt, hvor der stod: “Shoulder closed”. I dette tilfælde mente de, at der ikke er rabat. De har til gengæld en fin skiltning med vejnavne, især i byerne. Veje og gader går tit vinkelret på hinanden, så når du kommer til et kryds, hvor der højt oppe hænger et grønt skilt, som vender, så du kan læse det, så er det navnet på gaden/vejen, du krydser. Navnet på din gade hænger parallelt med din vej, så du ikke kan læse den. Det synes jeg faktisk er ganske smart.Når du kommer hen til et kryds, kan du opleve, at der på vejen står "PED XING". Da jeg så det første gang, kunne jeg ikke forstå, hvorfor de skrev noget på kinesisk, men det skal læses som: "Pedestrians crossing".

Og så selve dagbogen
Det var en lang tur fra Death Valley til Yosemite Nationalpark. Vi var lidt forvirret over, at GPS'en sagde, at den længste vej var den hurtigste. Det var vinterruten, som FDM kaldte den, sommerruten, som var den korte, tog længst tid. I første omgang valgte vi at tage den hurtigste. Det fortrød vi senere og skiftede så til den korte, men langsommere rute. Det skulle da også vise sig at være den smukkeste. Vi kørte stik nord, med nogle forholdsvis lave bjerge vest for os. Vi kørte igennem et landskab, der havde været brugt til en del westernfilm. Der var selvfølgelig også museer for filmene, men det mente vi nok, vi kunne undvære.

Mono Lake

Lige før vi drejede ind i Sierra Nevada-bjergkæden, kom der en sø kaldet Mono Lake. Den har et tilløb, men ingen fraløb, så alt vandet fordamper. På et tidspunkt valgte Californien, at lede noget af tilløbet videre til det tørstige Los Angeles. Det betød så at vandniveauet fald kraftigt, så meget, at det blev en trussel mod dens eksistens. Derfor valgte man senere, at sørge for så meget vand til søen, så den kunne opretholde dens, nu noget lavere, niveau. Det så fuldstændig ud, som om søen var delvist tilfrosset, for saltet ved bredden lignede is og der var endda "isbjerge". Vi kunne godt have gået helt ned til bredden, men vi valgte at fortsætte ind i bjergene til Yosemite National Park.
Det blev en fantastisk flot tur på rute 120, men besværlig at køre. Vejbelægningen var fin, men det skulle vise sig at være 3D-kørsel, som jeg kalder det, når jeg kører MC. Op og ned, fra side til side og langsomt og hurtigt. Vi kom højt op, vel omkring 8000 fod. Næsten oppe, kom to roler-scattere på vej ned med stor fart. Det kunne godt se ud som om, de havde en ledsagervogn. De kunne da ligesågodt have bestilt en ligvogn.
Ikke sært, at Sonja blev træt og træt af, at hun ikke så så meget. Vi stoppede ved en sø, som vist hedder Tenaya Lake. Igen et meget smukt område, folk badede i søen. I det hele taget var der mange på "skovtur". Sikkert fra de store byer LA og SFO. For sent opdagede vi, at vi ikke skulle bo midt i nationalparken, men i udkanten, så vi måtte opgive at se nogle af seværdighederne dagen efter, hvor vi skulle til SFO. Det ærgede vi os lidt over. Da jeg sad ved siden i denne 3D-kørsel, begyndte jeg at føle mig dårlig, sikkert køresyge. Jeg foreslog at jeg skulle overtage rattet og da jeg kom ud, kunne jeg godt mærke, at balancennerverne var udfordrede. Det nåede faktisk, at blive mørkt, inden vi nåede Oackhurst. Vi spiste på hotellet. Vi delte en Margarita, en slurk til Sonja og resten til mig. Sådan skal det være. Et glas Pinot Noir til maden. Denne gang en svinekotellet, godt indsmurt i BBQ-dressing. Fin mad og så i seng.