Torsdag, 8.. september, 2016, Grand Canyon

Der var altså ingen grund til at blive i denne, syndens, by. Vi forlod den uden anger mod Grand Canyon. Vi kørte i lang tid på rute 40. Den har jeg kørt på før, men da var det i North Carolina på østkysten. Jeg har egentlig altid drømt om at køre på den fra øst til vest, men måske er denne måde bedre. Efter et stykke tid, vi taler her timer, krydsede vi til den berømte route 66. Det ved byen Selegman, som er opkaldt efter manden der kæmpede for at få route 66 på landkortet, så at sige. Det lykkedes vist til en rigelighed. Tag et kig på Google Maps med street view: http://goo.gl/8sMkQt .

Route 66 er nu blevet “camino” for Harley Davidson motorcyklister. Det sværmer i det hele taget med HD’er her. Man ser kun sjældent rigtige motorcykler og så er det som regel BMW. Selegman er nu også blevet berømt for deres Road Kill Cafè, "You Kill It We Grill It", eller som en af menuerne lød: "From Your Grill To Our Grill". Der måtte vi simpelthen ind. Klokken var godt nok kun 11:30, men vi ville altså have noget at spise der. Jeg skulle prøve deres Buffoloburger. Det er vist den bedste burger, jeg har fået i mange år!! Dertil et stort glas iskoldt øl. Det var godt!! De havde (selvfølgelig) også en souvenirbutik ved siden af, hvor man kunne købe menukortet, nøgleringe med Route 66 og selvfølgelig også de sædvanlige T-shirts. Rigtig turistgejl, som jeg selvfølgelig købte godt ind af.

Udenfor stod noget gammelt rustent skrammel, som f.eks.en prærievogn og en kranbil a la Bumle fra filmen Biler.  De havde lavet en kopi af det gamle fængsel, - en lille træhytte, hvor halvdelen var celle. Byen er ikke stor, måske 100 huse, men ikke til at komme udenom, hvis man kører på Route 66.

Vi fortsatte nu videre til Grand Canyon. Vi ville køre direkte til stedet inden vi checkede ind på hotellet. Det var lagt stort an, men nænsomt. Rigtig fint bygget, som falder pænt ind i området. Vi gik straks op til det første udsigtspunkt, Mather Point, som får det til at gøre ondt i maven, når man kigger ned. Størrelserne her i Grand Canyon er ufattelige. Colorado River løver 1,5km nede, jeg gentager for de fatsvage 1.500m. Den er 100 meter bred og der er omkring 20km over til den anden side af kløften.

Efter at have taget knap en halv million billeder, gik vi tilbage til Visitor Center, hvorfra vi tog en gratis bus mod Hermit’s Rest, men så skal man først tage en rød bus og skifte til en blå bus. De er gratis, så man kan stå af og på, som man vil. Vi stod af på Mohave Point, hvor man kan se floden dybt nede. Man er dybt betaget af dette sceneri og den tid (man taler om “Dyb Tid”), det har taget floden at skære sig ned, men ifølge geologerne tog det ca. 5 mill år, hvilket er meget hurtigt, regnet med det geologiske ur. Vi gik tilbage mod et busstop, hvor vi kunne hoppe på en bus hjemad. Vi fulgte stien langs kanten, som her ikke var asfalteret, men kun grus. Den går tæt på skrænten, så man skal ikke have meget højdeskræk. Da vi kom hjem til Visitor Center, tog vi lige de sidste billeder. Solen stod nu lavere og de røde jordlag på den lodrette væg overfor, blev mere røde. Der er mange der tager derud, for at nyde dette syn. Vi kørte nu til byen lige udenfor området, der hedder Tusayan. Her blev vi indlogeret på et Lodge, men det er bare et hotel uden restaurant.

Aftensmaden blev indtaget på et steakhouse lige overfor. Man kunne sidde udenfor, men vi måtte “desværre” lige venter i baren. Her fik jeg turens første, men bestemt ikke sidste Margarita med salt på glaskanten. Hold da op, den smagte godt. Vi var vel også tørstige, så det hjalp lidt, men jeg regner Margarita som nationaldrikken i USA.

Jeg fik en Rib-Eye med Frensh Fries. Dertil et par glas Pinot Noir. Begge ganske fine repræsentanter for denne vanskelige drue. Måske skal jeg prøve Pinot Noir fra Californien igen, når jeg kommer hjem.

En lang dag og et par glas vin, - godnat!!