Onsdag, den 14. september, 2016 - Death Valley

Flaskehus i Rhyolite

Morgenmaden i Las Vegas blev indtaget på en af hotellets caféer. Da vi kom ud af byen, var der ørken, dvs. tør jord med kun de hårdføre små buske, der ikke er mere end 20 cm høje. Noget længere ude lå et fængsel. Det er er ikke nemt at undslippe. Skulle man komme ud, er man prisgivet ørkenen, for det er, ifølge et vejskilt, ikke lovlig at samle passagerer op. Vi kørte forbi en forladt mineby, der hed Rhyolite. Den blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev forladt få år senere, da minen blev tom. Der havde været ca 10.000 indbyggere. 

Sandklitter

Et af husene stod der stadig. Det er nemlig bygget af tomme ølflasker. Indbyggerne har åbenbart haft det sjovt, så længe det varede   Længere fremme ramte vi bjergene. Vejene var fine men der var mange sving. Vi skulle over et par pas, før vi kørte vi ned i Death Valley. Temperaturen steg til 35 grader. Det er jo ved at være efterår.
Det første vi så i dalen var nogle sandklitter. De ligner egentlig Råbjerg Mile, bare større og med ørkentræer, her og der. Sandet brændte under fødderne, så fodtøjet skal være i orden, - ikke sanddaler.

Der går en fin vej gennem Death Valley. 

Saltsø

Vi kunne ude til højre se noget fladt hvidt. Vi holdt ind og jeg gik derned. Der var vel 100 meter. Det var en saltsø, hvor næsten alt vand var fordampet, men jorden var fugtig nok til at danne fodaftryk. Der lå størknet og krystaliseret salt over sandet og lidt længere ude, kunne jeg se lidt vand. Jeg gætter på at der er en høj grundvandstryk, for der kommer meget sjældent vand fra oven. Nå det så endelig kommer, så skyller det ned fra bjergene rundt om dalen og slæber sand og mineraler med ned. Man kunne endda se noget der lignede gletcher, det er bare sand. Selvom det egentlig skulle fylde dalenop, så sænker dalen mere end den fyldes op.

Bad Water

Vi kørte videre til det laveste punkt i Amerika, som ligger i Death Valley. Det er 85,5 munder havoverfladen og hedder Bad Water. Her står lidt vand i en pyt, men ellers er der fladt, saltet og varmt.

På vejen tilbage kørte vi ned til Devils Golf Cource. Her kan man helt sikkert ikke spille golf, for der var store krystalliserede mudder og salt knolde, ca 1/2m høje. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende. 

Devils Golf Course

Vi kørte videre til vor Lodge, så ligger lige midt i Death Vallet. En linne grøn oase, som sikkert trækker grundvandet op. Der er tennisbane, svømmebad og legeplads til børnene. Der er en lille advarsel på et skilt ved legepladsen, der advarer om at legesagerne, især metallet, kan være meget varme. Det lyder rimeligt. Efter at have indlogeret os, gik jeg op til baren, for at få min Margarita og skrive dagbog. Det var ved at være aften, så jeg kunne vel holde varmen ud. Det kunne jeg kun et kort stykke tid, så blev granitbænken, jeg sad på for varm. I denne oase fandtes en fugl, vel på størrelse med wn due, men slankere. Den løb hele tiden rundt. Dwt viste sig at være en "Roadrunner", kendt fra tegnefilm, hvor den spurtede gennem ørkenen, mens den udstødte de kendte nasale lyde: "Nyh, nyh".
Jeg måtte ind i den afkølede bar og her kom der mere gang i skriveriet, med hjælp fra endnu en Margarita