Søndag, 4. september 2016 - Pismo Beach

Highway One

Vi, og især Sonja, vågnede tidligt. Klokken var 6 og vi måtte vente på at morgenmadsrestauranten åbnede kl. 7.  Jeg fik en omelet og Sonja fik æg med Hollandaisesovs. Det er vist populært her, men det er lidt for meget æg med æg på, for mig.

Vi havde dagen før afleveret bilen til parkeringsvagterne, så det skulle vi betale for. Jeg tror, det blev ca. 400 kr for en nat, uden morgenmad til bilen.

Vi skulle ud på high-way 1 langs kysten, men jeg fandt ud af, at det måske er en godt idé, lige at checke ruten, så man er forberedt på skiltene, som der er rigelig af, for der er mange ud og indfletninger. Vi endte på den forkerte vej sydpå, så vi måtte køre tilbage mod SFO, inden vi kunne ramme HW1. Den går langs klippekysten, der bliver afbrudt af fine strande. Temperaturen er “kun” 18 grader og der er overskyet. Vist almindeligt ved SFO. Det viste sig da også at klare op længere sydpå. Til venstre, ind i landet, lignede et forstørret Mols bjerge. Bakkerne var så godt som nøgne og en smule større. Til højre lå kysten, som har klipper men  ind imellem også har klitter, som på den jyske vestkyst. Ved 11-tiden landede vi i Santa Cruz. Vi trængte til lidt kaffe til vore jet-lackplagede hjerner. 

Pier ved Santa Cruz

Byen har en stor “pier” ud i bugten. En slags mole, men selvfølgelig stor, så stor, at der kører biler og der er restauranter og butikker derudad. Vi gik helt ud for enden og opdagede, at der lå søløver under broen på tværstolperne og de gæffede, som hæse hunde. Vi gik ind på en af de udendørs serveringer og nød en cola og en kaffe. Solen skinnede og folk omkring spiste fisk fra bugten. 

Søløve i Santa Cruz

På stranden lå et kæmpe tivoli, men ellers var der ikke kommercialiseret særlig meget langs kysten. Der var selvfølgelig sommerhuse og golfbaner, men ikke barer og restauranter.

Turen gik videre til Monterey. Vi har oplevet en del køkørsel. Formentlig fordi det er søndag og engang imellem bliver motorvejen ind snævret til to baner. Så er det dejlig at have automatgear. Vi fandt parkering i Monterey og ville egenlig have spist en fiskefrokost på en havnerestaurant, men det fandtes ikke. Der var derimod en kiosk  eller bod med snacks, herunder fiskeburger, hvor jeg fik blæksprutteburger og Sonja en lakseburger. Stedet hedder Lovers Point.

Trump fans

Der sad et par gamle fyre ved bordet og inden længe henvendte én af dem til os med ordene: You are sitting in front of two Trumpfans”. Så var snakken i gang. Nu diskuterer jeg principielt ikke med fremmede, men vil hellere høre deres meninger og argumenter. “So why ate you voting for Trump”, spurgte jeg. “Fordi landet er ved at gå nedenom og hjem”. Det var mexicanske heroinsmuglere, ulovlige indvandrere og muslimer, der vil indføre sharia i USA. Det vel egentlig hørt før. Problemet i USA er, at hvis man først er i landet, kan du blive der, arbejde, bo osv. “Det kan man ikke i Danmark”, svarede Sonja. “Man skal være registreret, for at kunne arbejde og bo i landet. “Jamen, det er bare det vi vil have”, sagde den tykke bikertype. Deres frustration er vel reel og forståelig, men løsningen nok ikke hvad jeg ville foreslå. De var også ofre for konspirationsteorier eller sandheder, som de nok ville sige. Hillary Clinton er finansieret af narkobaroner, fordi Bill har været guvernør i Arkansas. Her lod han, ifølge dem, narkobaronerne sende narkotika over grænsen, mod at de modtog hjælp til valgkampene. Noget lignende kunne DF vel også påstå i Danmark. Det spøjse var så, at den tyndes kone kom fra Chile og vist aldrig var blevet registreret i USA.

En forkrøblet fyr

Vi måtte videre. Lige uden for Monterey, ligger et reservat for millionærer. Hvis man vil prøve på at se en, må man betale for at køre på vejen derinde. Vejen hedder 17 Mile Drive. Millionærerne ses oftest på en af de mange golfbaner og det lykkedes da også for os. Derudover skulle området være kendt for sine krøblede pinjefyr. Så slemt var det nu heller ikke. De kunne nok ikke få førtidspension i Danmark. Ved et af udkikspunkterne så vi nogle havoddere. En naturelsker stod ved sin kikkert og forklarede velvilligt om dem. I kikkerten kunne vi se, de lå på ryggen blandt noget tang og spiste østers eller muslinger. Hvis ikke de kunne åbne skallen på maden, brugte de en sten til at hamre løs på det stakkels skalddyr. Havodderne så virkelig søde ud, men de var for langt ude til at fotografere.

The Lone Cypress

Vi så og fotograferede til gengæld en af de mest fotograferede cypresser i Californien. Det var vi ikke ene om. Der var fyldt med kinesere eller snarere japanere. Det var gået meta i at fotografere cypressen, der er mest fotograferet. Til sidst gik vi tur ad en sti med de krøblede cypresser. Det var nu mere naturen omkring, der faldt i vor smag, selvom grenene var ret krogede.

Vi måtte nu videre til Pismo Beach. Vi havde set at der var 260 til Pismo Beach. Vi havde bare glemt, at det er i miles, altså omkring 400 km i stedet for. Det blev en meget laaang tur. Jeg led af jet-lag, men udsigten var fin. Vi kørte nu på 101 lidt inde i landet. Vi begyndte at se vinmarker og mere specielt: oliepumper. Ja, dem du har set i film, som står og nikker hele tiden, men de henter olien op fra dybet. 

Der er laaangt

Mod øst skinnede solen på de nøgne og bløde bakker, men efterhånden blev det mørkt og noget mere besværligt at køre. Heldigvis var vort hotel lige ved motorvejen, så vi blev hurtigt indlogeret. Det var vist en ombookning af FDM Travel, men en opgradering til Hilton. Restauranter lukkede om et kvarter, kl. 21, så vi gik direkte derind. Jeg havde drømt om en Gin-og-Tonic, men det var vist for sent, så det blev et glas lokal Chardonnay, anbefalet af tjeneren. Den var faktisk rigtig god, lidt sprød og ikke fed som andre Chardonnay fra Californien. Jeg bestilte krappekød til forret og Cesars Salat til hovedret. Sonja en chawder, som hun roste meget. Mit krappekød var ingen indsvøbt i friturestegt mel. Det smager fint, men måske ville jeg have foretrukket kødet alene. Cesars Salat ér bare bedre i USA. Den smagte bedre, men jeg kunne kun spise halvdelen. Tjeneren spurgte lidt til os og hvad vi havde oplevet. Vi fortalte om de to gutter i Monterey og han rystede på hovedet af dem. Så fortalte han, at han var partikelfysiker, men at han nu var gået “videre”. Jeg blev interesseret trods trætheden og fortalte om min interesse for kvantemekanik og Einsteins teorier. Det viste sig, at med “videre” mente han noget med biodynamik og Rudolf Steiner, men videre end det. Han arbejdede med elektriske felter, der skulle få planter til at vokse bedre. Han havde vist det ved forsøg, sagde han. For mig stod han nu mere, som endnu et offer for konspirations og religiøse teorier, men måske på et lidt højere intellektuelt niveau.

Begge samtaler, har i hvert fald givet mig noget at tænke på.