Søndag, 11. september 2016, Bryce Canyon

En par Navajo-indianere serverede til morgenmaden og vi kom i snak med dem. Kvinden boede faktisk nær Monument Valley i en af de huse, der lå spredt, langt fra hinanden. Det er fordi, de har husdyr og vor ven har kreaturer, geder og høns. De har alle navne. Vi så en lille billedserie af hendes kæledyr og to af kalvene hedder "Boo" og "Boo Boo". Jeg spurgte om hun slagtede dem for at få kød, men det benægtede hun. De er kæledyr. Hun overnattede på arbejde og når hun så kom hjem efter nogle dage, hoppede og sprang dyrene af glæde over at se hende.
De måtte køre 25 km to gange om dagen, bare for at hente vand til dyrene og dem selv. En gang imellem får træerne også noget vand, så de ikke visner og dør.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hendes og hendes mands prioriteringer. Manden var i gang med at bygge en vandbeholder. Vandet får de fra vindmøller, som står over et vandreservoir og pumper det op til dem. Vand er værdifuldt. Det forstår man i en ørken.

Det blev alligevel en oplevelse at være ved og på Lake Powell. Det betød, at vi da lige skulle have et sidste billede af det, inden vi kørte videre til Bryce Canyon. Oppe på en bakketop var et "View Point". Herfra kunne vi se det meste af, hvad vi i går så fra båden. Det var en fantastisk udsigt.
Vi skulle nu videre. På vejen kunne vi holde ind ved "Lille Hollywood". Det skulle være et sted hvor mange westerns var filmet.

Byen hed Kanab og var helt sikkert ikke kendt for andet. Bag souvignirbutikken, var nogle kulisser, som jeg mener "Djurs Sommerland" har lavet bedre, men butikken var hel fin. Jeg købte faktisk ud udskæring af en sandstensklippe med helt fantastisk flotte mønstre. Naturen er en stor kunstner. Jeg tog selvfølgelig nogle billeder af kulisserne, men de bliver nok ikke hængt op derhjemme. Længere fremme på ruten til Bryce Canyon, stoppede vi i en lille by, kaldet Hatch. Vi skulle have frokost og det var en meget typisk café med morgenmad, frokost og aftensmad. Den hedder Galaxy Dinner.

Vi skulle have en "Old Fashion Burger" og det fik vi. Restauranten er opført for syv år siden, men med 50'er indretning. Der er sågar en jukebox, men den spiller nu ikke musik. På væggene hænger signerede plader fra temmelig berømte kunstnere, men det er fordi ejeren har haft en restaurant i Las Vegas og der kom en del berømthedder.
Der er forresten lige en anden ting, som jeg godt lige vil diskutere. Har amerikanerne indført en slags standard for menukort. De indeholder alle de samme retter, men layout'et og prisen er forskellig. Man kan også støde på forskelligheder i kvaliteten, men det er vist for feinschmekere. Det smager fint, men det kan være lidt trættende i længden.

Vi drejede fra mod Bryce Canyon City. Vi kom her igennem den lille Red Canyon. Den lever fint op til navnet. Fantastiske formationer. Vi var også noget spændte på om endnu en Canyon kunne overraske os og gøre indtryk. Vi har alligevel set en del klipper nu. Når man kører ind i Bryce Canyon ligger udsigtspunkterne i en perlerække på ventre side. På højre side er fyrreskov. Det første udsigtspunkt, som også skulle være det bedste, hedder Bryce Point, men her var vejen spærret, fordi der ikke var flere parkeringspladser. Vi kørte da bare videre til de næste og de skuffede ikke. Vi så naturlige broer og søjler, mest i rødlige nuancer. På højre side kunne vi se at en del af skoven havde været raseret af en brand. Vi endte ved Rainbow Point,  hvor Sonja udtalte de overraskende ord: "Det er da den flotteste udsigt, jeg endnu har set". Når man tænker på, hvad vi indtil nu har set, kan det synes underligt, men jeg forstod fuldstændig, hvad hun mente. Det hun så, var en kæmpe rød mur, som "stoppede" det flade land fra øst. Muren er buet og kunne måske virke som en amfiteater. Bare over 20 km i diameter.

Nu måtte vi finde vort hotel, Best Western Ruby's Inn. Det skulle vise sig, at det var en enkelt mand eller familie, der ejer næsten alt. Byen blev grundlagt, da Ruby lavede en Inn og resten er historie.

Sonja havde set, at der var cowboymad og underholdning lige over for hotellet. Det lagde vi billet ind på. Klokken 7 mødte vi op og blev placeret ved et rundbord. Der var to andre par. Det ene par havde sejlet hertil på Coloradofloden og kom egentlig fra Seattle, Microsoft, Amazon osv. De to andre kom nordfra, måske Colorado. Manden kom over og satte sig ved siden af mig og spurgte om jeg forstod, hvad han sagde. Jeg svarede, at problemet nok snarere var om han kunne forstå mig. Han ville fortælle, at både ham og hans kone havde fået lavet DNA-test, for at se, hvorfra de stammede. Til deres overraskelse stammede halvdelen af hustruens gener fra Danmark. Det havde de ikke forventet. Jeg måtte fortælle hende, at hun da bestemt lignede en dansker, hvis man kan det. Jeg kan godt forstå, at de ønske finde deres rødder. Vi tror, vi kender vore rødder, men vi ville sikkert få lige så store overraskelser.
Jeg ville gerne have en øl til maden, så jeg gik i baren og bestilte en. Jeg måtte ikke selv bære glasset til mit bord. Det skulle en tjener gøre. Det er Utah-lov. Nogle steder i Utah, kan man godt få en flaske vin til maden, men man må ikke selv hælde op i sit glas. Det skal tjeneren gøre. Alle her ryster på hovedet af lovene, men det er sikkert mormonernes skyld. Religion er en plage for menneskeheden. Hverken mere eller mindre.
Efter maden, som vi havde bestilt og betalt i forvejen, kom der en show på scenen. Det var westernmusik af ypperste klasse. De spillede godt og var underholdende. De hedder Bar G Wrangler.  Nu var det "nine-eleven" og endda 15 år siden, så derfor blev nationalsangen afsunget, og en del amerikanere rejste. Ikke alle, men jeg gjorde det også. Festen sluttede pludselig uden ekstranumre og vi gik hjemad. Det skulle vise sig at være ganske koldt udenfor, vel omkring 10 grader og det mindede os om, at vi faktisk var højt oppe, over 2000 meter.
Godnat.