Tirsdag, den 13. september, 2016, Las Vegas

Nu var det slut med bjerge i denne omgang. Vi skulle til Las Vegas og Sonja kørte. Det var en rigtig flot vej. Den var vel anlagt, uden huller og der var bløde sving imellem smukke bjerge. Her ville jeg nok hellere have siddet på min Yamaha 1300, men man kan ikke få alt. Vi tog ikke den direkte rute, men drejede af mod Lake Mead.

Vi var egentlig lovet en udsigt til søen på vejen, men det var ikke helt rigtigt. I starten så vi lidt af søen, men kun til sidst kunne vi se søen. Den er fantastisk blå, blandt de grå og golde bjerge. Jeg havde forventet lidt grønt langs bredden. Der var intet. Måske er søen for ny, måske skifter den højde for tit eller måske er jorden bare ufrugtbar. Jeg ved det ikke, men det var alligevel smukt på sin egen mærkelige måde. Den er kunstig opdæmmet af Hoover Dam. Den var færdig i 1936 og var vist verdens største dengang. Den leverer strøm til Las Vegas's lysshow.

Der er bygget en bro til Interstate Highway 93. Den er enorm smuk og hæver sig højt over dæmningen. Vi kørte nu over dæmningen først, men det gav nu ikke så meget, bortset fra, at der var en fin udsigt ned til søen lige ved dæmningen.  Det er i Arizona. Tilbage i Nevada, fandt vi trappen op til turiststien ved siden af vejen på broen. Hold da kæft det blæste. Der må samles en kraftig vind ind i Coloradoflodens slugt. Der er en enorm højdeforskel på søen bag dæmningen og floden på den anden side. Det er jo tyngdekraften, der skaber energien og fordobles højden, så firedobles energien.

Vi var jo egentlig på vej til Las Vegas og der er ikke langt fra Hoover Dam. Byen har sandelig fået forstæder, så det tog alligevel noget tid at finde Golden Nugget, hvor vi skulle bo. Vi er efterhånden professionelle turister, så jeg kørte ind til "vallet-parkering". Her afleverer man nøglerne til bilen, overlader kufferterne til en uniformeret herre og går straks til receptionen og checker ind. Ikke spilde kundernes tid. De skal jo ind og spille deres formue op.
Det var nu ikke vor intention. Jeg gik ned til poolen med tabletten. Dagbogen skulle have en change, men op mod Margarita, sol og vand tabte den i denne omgang. Da skyggen kom til min liggestol, gik jeg indenfor, hvor der er meget køligere. Golden Nugget er så stor, at man kan fare vild og i øvrigt ikke behøver at komme udenfor. I hvert fald ikke indtil du ikke har flere penge og skal til at arbejde nogen sammen. Jeg satte mig nu lige mellem lobby og pool, så vidste jeg, hvor jeg var.
Vi ville nu ikke nøjes med hotellet, så vi tog en bus ind til The Strip, som Las Vegas Blvd. kaldes. Det er der, det foregår. Vi stod af på midten af The Strip, Bellagio. De har vandshow, hvor springvand sprøjter i takt til populær italienske operaarier. 

Overfor Bellagio er en kopi af Eifeltårnet, som blev fotograferet til rigelighed. Lidt længere fremme ligger Ceasar Palads. Hvis jeg syntes at Golden Nugget var stort, så er Ceasar Palads gigantisk. Vi gik ind for at finde noget at spise. Vi er gået over til kun to måltider om dagen. Morgenmaden er så fyldestgørende, at jeg i hvert fald kan vente med næste måltid til aftensmaden. Den blev en burger. Sonja fik også en burger, men brødet var toast. Den så nu og god ud.

Vi gik videre rundt i dette surealistiske univers, hvor liver kan leves døgnet rudt. Jeg ville vise Sonja et sted, hvor det skulle ligne en italiensk gade, men jeg huskede forkert. Der er næsten en hel by, med torv og sidegader. Alt er overdækket, så himlen var stadig blå med få skyer. Godt lavet! Det lykkedes os at finde udgangen og komme videre til Venetia, som har kopieret Venedi, med Rialtobro og Gondoler, - nu i den rigtige farve, nemlig sort. Videre så vi nogle oplyste sørøverskibe, som i hvert fald tidligere bekæmpede og sænkede hinanden en gang i timen. Lige nu skete der ikke noget, så vi ville hvile benene, men i Starbox kan man ikke sidde ned, så vi måtte gå ind i en Margaritabar. Jeg var jo nødt til at købe en Margarita i stedet for en kop kaffe.

Vi var jo egentlig ved at være godt trætte, så vi tog bussen tilbage til vort hotel og den nye oplevelsesgade, Fremont Street. Gaden er overdækket af et net, som bliver kunstigt oplyst i mange farver. Der er spændt liner op på langs af gaden helt oppe under taget, hvor man kan glide hen over gaden for et rigeligt beløb i dollars. I gaden er der levende musik, barer og selvfølgelig casinoer. Der er også private optrædender, som en trommeslager på plastikspande og plastik bøtter. Helt alene sad en mand i rullestol, med et papskilt, hvorpå der stod: "Jeg er WW2-veteran og jeg mangler hjælp". Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi. Jeg gav ham en seddel og han så oprigtig taknemmelig ud. Bagefter blev jeg ærgelig på mig selv over, at jeg ikke gav mere. Det er lidt ynkeligt, at det amerikanske samfund ikke kan hjælpe deres veteraner, men også at vi går forbi uden at takke ham for at hjalp med at bekæmpe nazismen eller Japans dødstogter mod deres naboer.
Vi måtte hjem i seng. Klokken var mange.