Fredag, den 16. september 2016 - San Francisco (igen)

To forbavsede stikkontakter.
Den ene med rød læbestift.
Den anden med højt hår

Vi bliver altså lige nødt til at snakke lidt om amerikanernes strømforsyning. For det første har de nogle sjove stikkontakter. De betyder at du skal anskaffe tig en "adapter", altså et amerikansk hanstik, med en hunstik bagpå, så du kan bruge dine danske stik, f.eks. til mobiloplader. Det er desværre noget impotent strøm, der kommer ud af deres stikkontakter. Kun 120 volt. Det betyder, at det tager meget længere tid at oplade din mobiltelefin, hvis du bruger din danske opladerstik og det gør du nok.

Dagbogen:

Morgenmaden plejer vi at få på hotellet, men det måtte vi opgive. Der var kø, fordi ikke havde kokke nok i køkkenet. Vi gik hen til naboen. Der er rigelig af morgenmadsrestauranter i enhver by og denne by var ingen undtagelse. Menuen var heller ikke en undtagelse, den samme som altid. Jeg plejer at få Hash Browns; kartoffel revet i fine stænger, som så er stegt, sikkert i smør, så de hænger sammer og er blevet brune. Det kunne godt blive en del af min aftensmad.

Vi skulle egentlig køre til San Francisco, men vi havde lige en hænger fra i går, - nemlig de store Redwood- træer. Vejen derind var spærret, men vi spurgte i receptionen om der var nogle i nærheden. De antydede det ihvertfald ved deres indkørsel, hvor der stod en skive, der nok var 2,5 m i diameter. Det var der sørme, så vi tog af sted. Vi kørte ind i skoven og blev et sted forsinket af en bil, der malede gule striber på vejen. Da den var færdig, fortsatte vi ufortrødent dybere ind i skoven. Træerne blev større og tykkere, men der var ingen giganter. Så blev vejen til grusvej og farten blev sat noget ned. Vi havde fået et kort i receptionen, men størrelsesforholdende på kortet passede ikke, så vi kørte langt på vejene. Til sidst måtte vi være tæt på, fire bilen havde parkeret ude til siden. Bilerne var stoppet på grund af nogle store huller i vejen og Sonja insisterede på, at vi også stoppede. Jeg ville fortsætte, for en lejet bil med fuld forsikring uden selvrisiko, kan klare mere end andre biler. Som den dygtige chauffør, jeg er, kom jeg og bilen over forhindringerne. Vi nåede frem til stien ned til "Big Ed", som kæmpetræet hedder. Det står omkring 50 m fra vejen og det er enormt. Det rager højt op, men det er forholdsmæssigt tykkere end det er højt. Hmm, hørt før. Der var mange stuppe og fældede kæmpefyr. Det føltes næsten som om, man så en masakre på dinosauerne, hvor kun et fåtal havde overlevet. Sandheden er nok snarere, at skovhuggerne troede, at træerne ville vokse op igen. Desværre ikke med den fart, de troede. Træerne var over tusind år gamle og deres frø skal brændes i en skovbrand for at kunne skyde. Der står mange nu, men vi bliver nok nødt til at vente endnu 2000 år på, at de bliver kæmper.

Bull Buck

Der skulle være endnu et stort træ lidt længere fremme. Det skulle hedde "Bull Buck Tree." Vi kørte nogle 100 meter længere frem, hvor vi parkerede bilen og gik endnu nogle hundrede meter videre ind i skoven, hvor et endnu større træ viste sig. Det er ufattelig stort og jeg begriber ikke noget levende kan blive så stort og gammelt. Vi måbede i nogen tid og så trissede vi videre. Det er her vanskeligt for Sonja at forsvinde i folkemængden. Det var helt stille. Her er ingen skilte at fotografere eller Pokemonner at fange. Vi kunne høre et enkelt fly, men ellers kun nogle få fugle og vindens susen i træerne.
Nu skulle vi så bare tilbage til San Francisco. Frøken Google Maps kendte også disse jordveje i skoven, så hun ledte os ud i civilationen igen. Vi holdt ind et sted, jeg husker ikke hvor og det er også ligegyldig, for byerne ligner hinanden, langt mere end de gør i Europa. Californien,omkring San Francicsco, har nogle store arealer med bakker med græs. På dette tidspunkt af året er de helt gule og nogle enkelte træer står spredt omkring. Det ser faktisk ganske hyggeligt ud. 

Senere fladdede det ud og nu kom der dyrkede arealer. Vi lagde især mærke til store marker med "frugttræer", blev vi enige om, det var, men vi kunne ikke rigtig se hvilken frugt, træerne bar. Vi stoppede og det viste sig at være postacienødder. De sidder i klaser og er delvist lyserøde. 

Pistacienødder

Det var noget frugtkød omkring det, som vi kender som en pistacienød. Jeg spiste lidt af nødden og selvom den ikke var helt moden, så smagte den godt. Der var mange og store marker med pistacienødder, men de skal vel også forsyne en stor del af USA og resten af verden.

Det var ikke det store problem at komme ind til hotellet igen. Jeg blev på værelset, mens Sonja gik ud for at købe lidt salat til aftensmaden. Det var nok efter burgeren tidligere på dagen. Dagen var omme og vi lagde os til at sove.