Fredag, 9. september, 2016. Monument Valley

Der er lige en sag, som jeg godt lige vil dele med dig. Ser du, jeg har et Mastercard. Det bruger jeg til ferier, så jeg ved med rimelig nøjagtighed, hvad jeg har brugt i ferien. Især i USA, er kreditkort vigtigt. Man betaler hele tiden med det. Pludselig blev det afvist i Lauglin. Jeg forstod det ikke. Nå, jeg har jo haft med banksystemer at gøre og ved lidt om hvor mange computere en Mastercardtransaktion skal igennem, inden den når min bank. Så jeg har også et Visakort. Det virker upåklageligt. På vejen fra Laughlin til Grand Canyon ringede jeg til Mastercard. De kunne ikke se, at der var noget galt. De skulle nok kigge på det, men nu var det jo aften i Danmark, så det kunne først blive i morgen. Hvis jeg havde været alene afsted og ikke havde haft et backupkort med, var jeg ilde stedt.
Altså, hav altid to forskellige kreditkort med ud at rejse, især hvis du bruger Mastercard.

Og så til dagbogen.

Efter det overvældende Grand Canyon skulle vi nu til nogle meget berømte filmkulisser, som naturen har skabt til Hollywood, nemlig Monument Valey.

Vi havde dog lige en hænger fra i år. Vi fik ikke set Dessert View. Det er det sydligste eller østligste af Gran Canyon. Man kan se Coloradofloden, men også ørkenen, som den har skaåret sig ned igennem. Bestyrene af reservatet byggede i 30'erne et udsigtstårn og lod en Navajokunstner udsmykke indersiden. Det var interessant at se mønstrene og figurerne. De havde helt sikkert forbindelse til hulemalerier, som vi kender i Europa. Han havde da også lavet nogle, så man kunne se sammenhængen. Udenfor kom jeg i snak med en ældre dame, som var "migreret" fra Colorado her til Arizona, for at få noget bedre vejr. En slags klimaflygtning. Hun fortalte, at fuglene, som svævede i kløften var enter ravne eller Kalkungrip.
Vi måtte videre. Der var igen mange timers kørsel. Vi skulle køre ind i Navajoindianernes reservat. Det er vel ca. 4 gange større end Danmark og det strækker sig over flere stater, i hvert fald Arizona og Utah og måske også Nevada. Navajonationen, som den kaldes, har omkring 250.000 indbyggere. De bor i mobile homes eller i små træhuse. Formentlig også i mere almindelige huse, men vi så hele tiden disse små nedrivningstruede beboelser. Det er, så vidt jeg ved ikke på grund af fattigdom, men snarere en slags prioritering. Nationen ejer landet og indianerne har alle job, der er brug for i området. De passer tankstationer, serverer mad osv. De sælger også husflidsprodukter. Små fine sølvsmykker, vævede tæpper med indianermønstre osv. Det skulle være af god kvalitet. De står ved vejsiden i nogle sammentømrede skure, med bliktag til at beskytte mod solen, men også i byernes “Trading Stations” kan man købe deres varer.

Vi valgte at stoppe i Tuba og gik ind i deres Trading Station. De havde virkelig et rigt udvalg af indianerproducerede varer. Det var her jeg konverterede til cowboy. Jeg købte en meget fin hat af cowboytypen. Den er god mod solen, så de bar den måske ikke bare for at se sej ud, men det gjorde jeg. Ren læder, med automatisk ventilation (fire små huller). Vi gik lige over gaden til Taco Bell for at få frokost. Det er mexicansk fastfood på amerikansk, men det smager udmærket, når man er sulten.

Vi havde læst i FDM-Travel bogen, som efterhånden er blevet vor bibel, sammen med Turen går til det vestlige USA, at der skulle findes nogle autentiske dinisauerforaftryk på vejen. Vi var kørt forbi stedet lige før Tuba, så vi kørte de få km tilbage. Der stod igen disse indianerskure. En lille pige kom hen til bilen og spurgte om hun skulle hjælpe med at se fodsporende. Det skal man sige tak til, for det er bl. a. det, de lever af. Et skilt viser at det er gratis, men at man selvfølgelig gerne må give frivillige bidrag og at det forventes. De er meget venlig og på ingen måde påtrængende. Meget høflige.

Pigen tog en vandflaske og gik ud på den flade klippeoverflade og med vandet, som hun hældte i fodsporene, viste hun fodsporet af en mellemstor planteæder. Den var måske et par meter høj. Der var mange fodspor. En meget mærkelig oplevelse. Fodsporene er mindst 64 mill. år gamle. Grand Canyon er “kun” 5 mill. år gammel. Pigen gik videre omkring 50 meter hen over overfladen og viste aftrykket, eller rettere fossilet af en T-Rexfod. Den var blevet revet af i kampen mod en af planteæderne. Der skulle også være forstenede æg og vi så en forstenet dinosauerlort. Da fodsporene blev lavet, var dette område en frodig tropeskov, men jeg forstår stadig ikke helt, hvordan de er bevaret.

Vi kørte videre til Monument Valley ved Kayenta. Vi kom til at køre forkert. Gør man sådan noget, taber man let en time. Det var i første omgang irriterende, men det skulle vise sig at blive vendt til en fordel. Man kører op til en Visitor Center, lidt som i Grand Canyon. Vi skulle også betale, før vi kom centeret. Derfra går en grusvej ned i “dalen”. Det er indtil videre det eneste sted, hvor vi havde været bedre tjent med en stor firehjulstrækker. Der var flere huller end vej, så vi afkortede turen ved John Fords Point. Det er filmkulissEN. For fan… hvor var det både smukt og overvældende. Det sene tidspunkt viste sig nemlig at være en fordel, ved det, at solen nu stod lavt og gjorde de store formationer endnu mere røde end de var i forvejen. Vi havde bestemt ikke brug for flere indtryk. Meget træt, glædede jeg til min Margarita. Det bliver min tradition på turen, at slutte dagen med en Margarita. Så da jeg kom ned til restauranten og ville bestille bord og så vente i baren med en Margarita, blev jeg noget lang i hovedet, da hun fortalte, at der ikke fandtes alkohol i Navajoernes land. Cola smager også godt, men …..

Jeg var ikke så sulten, denne aften, så jeg bestilte Chili Con Carne og salatbuffet. Begge dele kunne være bedre, men jeg blev mæt.