Mandag, den 19. september, 2016 - Hjemad

Painted Ladies

Det var dagen, hvor vi skulle flyve hjem, men først sidst på eftermiddagen. Så der var tid om formiddagen, til at se en sidste del af San Francisco. Det skulle være den del som "overlevede" jordskælvet i 1906. Husene kaldes "The Painted Ladies" og er nogle huse med mange farver. Vejene omkring er stejle, så det giver lidt motion at gå dertil. De ligger lige overfor "Alamo Square Park", som vi så ikke kunne komme ind i, for den var under renovation.

Rådhuset i San Francisco

Vi fulgte derefter Fulton Street helt ned til San Francisco's rådhus, som mest ligner en fransk katedral. Den blev bygget lige efter jordskælvskatastrofen i 1906 og minder utrolig meget om en kirke inden i. Den er enorm flot og er i hvert fald et besøg værd. Det er åbenbart moderne blandt asiatiske brudepar at blive fotograferet på en stor trappe inde i hallen.
Nu var vi nede ved hotellet, hvor vor bagage blev opbevaret og vi besluttede at hente det og køre til lufthavnen. Der var rigelig tid, men vi vidste jo, at der kunne være trafikprop, så vi tog ingen chancer. Det gik nu glat derud, takket være vor mobiltelefons GPS. Da vi nærmede os, var der flere skilte til, hvor vi kunne aflevere vor bil, så måske kunne vi have klaret det uden GPS, men den var nu rar at have.
Vi skulle tage samme tog til flyterminalen, som vi tog ud til bilen, da vi ankom. Vor flybillet viste, at vi skulle stå af toget i Terminal 1, så det gjorde vi. Det viste sig desværre, at det var Terminal I, for International i stedet for. Man ved aldrig hvilke forsinkelser, man kan møde. Det var nu ikke slemt. Vi kunne bare fortsætte med toget.

Indtjekningen gik fint, bortset fra, at vi begge måtte betale for overvægt. Det var også et frygtelig besvær at komme igen sikkerhedskontrollen. Jeg følte, at jeg til sidst ikke havde noget tøj på. Jeg måtte igennem gennemlyseren mange gange, inden det til sidst lykkedes. Senere viste det sig, at Sonjas kuffert var blevet tjekket, for der lå en lille hilsen fra kontrollen. De er meget forsigtige, men det forstår man godt og er egentlig taknemmelig for det. Bare det altså ikke lige er mig, der skal undersøges.
Nu trængte vi begge til en øl, så vi satte os nær stedet, hvor vi skulle gå om bord på SAS-flyet hjem. Der sad et ældre ægtepar lige ved siden af, men ikke nogle almindelige ældre mennesker. De var helt tydelig gamle hippier. Jeg tillod mig at spørge til Trump og fik selvfølgelig det svar, jeg havde ventet. "Han er en svindler og en løgner", fik jeg at vide og så snakkede vi lidt om det. De rejste sig og beklagede at de måtte gå, for de skulle nå et fly til København. Derfra skulle de videre til Amsterdam. Jeg ventede lige til Sonja kom tilbage fra lidt shopping, så gik vi også til flyet. Der sad de og vi satte os overfor og snakkede videre. Han viste mig uopfordret nogle billeder på sin tablet, som han selv har malt. Jeg syntes, de var rigtig gode, - impressionistisk stil, så måske skulle han studere Van Gogh i Amsterdam og ikke ryge hash på et kaffehus. Jeg fik han e-mail-adresse. Jeg sendte en mail, så han kunne sende et link til flere billeder. De sad også i nærheden på flyet, men vi snakkede ikke sammen, men jeg glæder mig til at høre fra ham.

San Francisco og Golden Gate Bridge

Sonja fik vinduespladsen og tog nogle gode billeder ind over San Francisco. Resten af turen hjem var lang og kedelig. Jeg fik vist sovet lidt, men havde jeg råd, så ville jeg vælge et bedre sæde.

Søndag, den 18. september, 2016 - Fisherman's Warf

Lombard Street

Denne dag skulle San Francisco opdages, specielt havnen. Vi gik ned ad Market Street, hvor en af kabelvognene har endestation og hvor vi kunne købe billetter. Der var en enorm kø til kabelvognene, men vi VILLE prøve dem. Der kom hele tiden vogne, så ventetiden var overskuelig. Jeg forstår godt, at de har bygget kabelvogne. En almindelig sporvogn ville ikke kunne slæbe sig op ad disse stejle bakker og hjulene ville sikkert glide rundt. 

Et af stoppene var Lombard Street. Der hoppede vi af. Det er en af de få gader i verden, som har hårnålesving. Den er selvfølgelig vel besøgt af bilister, der skal prøve den og andre turister, der skal fotografere dem. 

Vi gik videre ned til havnen. Her er liv og glade dage. Restauranter, butikker og turbåde imellem hinanden. Vi havde ikke lige tænkt på, at der selvfølgelig er turbåde, så det tog ikke mange splitsekunder at bestemme os for en tur. 

Golden Gate Bridge

De lovede os, at de ville sejle under Golden Gate Bridge og derefter til Alcatraz, - eller rettere rundt om den. Vi sad forrest på båden, mens de fik kaldt flere kunder ind. Vi kiggede på søløverne, der svømmede rundt og nappede en fisk i ny og næ. De virkede ret uforstyrret af havnens øvrige liv. Så gik det ud af havnen og hen mod broen. Sejlbådene sværmede omkring vor motordrevne båd, men langt ude på den anden side af broen kom et endnu større skib, - et containerskib fra Mærsk. Det skød en pæn fart ind mod havnen. Vi kom lige under broen inden vi vente om og sejlede mod Alcatraz. Det er nu omdannet til museum, men Al Capone skulle efter sigende have tilbragt nogle år her. Mange har forsøgt at undslippe, men kun få, er det lykkedes for. De er aldrig set siden. I dag sidder forbryderne sikkert i fængslet i ørkenen.

Vi var blevet sultne, så vi skulle lige have lidt frokost. Der er nok at fortovsrestauranter at vælge imellem, så vi tog den første, som havde en plads i skyggen. Vi skulle begge prøve en Crab Chowder, serveret i et rundt, udhulet brød. Det smagte aldeles dejligt. Vi har set det før, så det er åbenbart noget man gør her på egnen.

Søløver på fjerneste pontoner

Vi fortsatte med en tur på Pier 39, som måske er særlig berømt for sine søløver, der ligger på nogle pontoner ude i vandet og hygger sig. Inde på Pier 39 er der et værre cirkus. Tivoli, blandet med barer, restauranter og små butikker. Det var en butik, som udelukkende solgte chilisovse. Den skulle jeg da prøve. De havde smagsprøver og jeg købte da også to flasker med hjem.  Oppe ved indgangen ligger Hard Rock Cafè. Der ventede jeg på Sonja i selskab med et par Margaritaer, mens jeg lod mig underholde af musikken og relikvierne på væggene. Jeg havde måske forventet lidt større "fund" her, end i f.eks. København, men det var der nu ikke.

Skaldyrssuppe på Blue Mermaid

Vi snakkede om at tage hjem på hotellet og slappe lidt af og så tage kabelvognen ned til havnen igen, for at spise, men men vi søgte efter den rigtige kabelvogn, ændrede vi planer til at blive på havnen og så spise tidligt. Vi fandt et godt sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Det var en gammel fabrik, der engang fyldte mad på dåse, - fersken, bønner osv. Det hedder The Cannery og ligger på Fisherman's Warf. Restauranten, hvor jeg fik den bedste skaldyrssuppe nogensinde, hedder Blue Mermaid.

Kabelvogn

Hjemturen foregik selvfølgelig også med kabelvogn, men vi måtte igen vente i noget tid, for her var også kø.

Lørdag, den 17. september, 2016 - Napa Valley

Indgangen til Robert Mondavis "vinslot"

Vi havde ikke behov for at spise morgenmad på hotellet, for overfor hotellet lå Sam's café, som også serverer morgenmad. Det var billigere og da morgenmaden ligner hinanden alle steder, kunne denne være lige så god som hotellets. Det var den såmen også. Vi skulle op i Napa Valley og især besøge Robert Mondavi's "vinslot". Inde i Napa Valley begyndte der at komme spredte vinmarker, men på ingen måde så koncentreret, som vi kender det fra Europa's vinområder. Der ligger huse og små byer imellem. Mondavi's ejendom ligner mere, det vi forstår ved et vinslot. Der er vinmarker omkring og i bygningerne var der forberedt til stort rykind af vininteresserede. Det skulle vise sig, at de fleste vist ikke var særlig vininteresseret, men bare ville se stedet og sidde i skyggen af en parasol og drikke rosé. 

Terrassen uden for smagelokalet

Der var er menukort over vine, som man kunne smage. Det var ikke billigt, men jeg valgte fire fra hver menu. Chardonney, Fumé Blanc (Sauvignon Blanc) og selvfølgelig Pinot Noir. De hvide var ganske spændende og ikke så kvalmende tygge og fede, som jeg tidlige har smagt fra Californien. Jeg forventede mig meget, men blev lidt skuffet. Den første, som var standard, levede slet ikke op til alle de andre jeg har smagt på turen og den anden PNX, nåede næsten op til mine forventninger. Nu var det vist min tur, til at sætte mig ud på terrassen inskyggen og nye et glas eller to. Jeg bestilte en tallerken ost og spurgte fruen, som havde betjent mig undervejs, hvor de kom fra. De var fra nabolaget, bortset fra én, som var fra Vermont. "Er det ikke der Bernie Sanders kommer fra", spurgte jeg. "Jo, det er rigtigt. Han er sikkert flink mand privat", svarede hun. "Så du har ikke stemt på ham?", spurgte jeg. "Nej, bestemt ikke", blev der svaret. Jeg skulle ikke forfølge min nysgerrighed, men bare spekulere på, om man virkelig på dette fine sted, kunne finde på at stemme på Trump. Det får vi nok aldrig at vide. Sonja kørte selvfølgelig hjem. Denne gang ville vi køre på Golden Gate Bridge over til San Francisco. Det blev så via Sonoma Valley, hvor der også dyrkes vin. Igen noget spredt. Næste gang tror jeg, at jeg vil bruge lidt mere tid på vinene her. De kan godt, hvis de altså vil.

San Francisco Bay er et enormt smukt område, med klippekyst, øer og halvøer og marinaer med lystbåde. Vi nærmede os broen og blev nu vidne til et mærkværdigt vejrfænomen, som foregår her ved Golden Gate Bridge, som også er indløbet til bugten. Der var over 30 grader i Napa Valley og som vi nærmede os kysten, faldt temperaturen. Da vi så kørte ud på broen, kom der en gus, som dækkede den fjerneste pilon og temperaturen faldt til under 20. Det blev næsten koldt. Gusen forsvandt kort tid efter, at vi kom af broen og temperaturen steg og vi fik igen klar himmel.
Da vi kom hjem på hotellet besluttede jeg mig for at finde et sted med en fadøl og et bord, så jeg kunne skrive dagbog. Det er blevet mit frirum, hvor jeg lige kan slappe lidt af og fordøje indtrykkene.. Jeg måtte helt ned til havnen for enden af Market Street, hvor jeg kunne sidde udenfor og skrive.
Det var ved at være tid for aftensmad og vi blev enig om kinamad i Chinees Town. Jeg skulle finde et sted, så jeg vandrede deropad. Puh ha. Det er sørme nogle stejle veje, men jeg fandt da en. Tjenerne gik rundt i de kedelige Maokostumer, som man også ser i kina. Sikkert praktiske, men ikke charmerende. Jeg bestilte lidt suppe, mens jeg ventede på Sonja. Da hun kom, bestilte vi Kung Bao. Der er som regel ikke energi til mere, når vi har spist og det gjalt også for denne aften. Hjem i seng.

Fredag, den 16. september 2016 - San Francisco (igen)

To forbavsede stikkontakter.
Den ene med rød læbestift.
Den anden med højt hår

Vi bliver altså lige nødt til at snakke lidt om amerikanernes strømforsyning. For det første har de nogle sjove stikkontakter. De betyder at du skal anskaffe tig en "adapter", altså et amerikansk hanstik, med en hunstik bagpå, så du kan bruge dine danske stik, f.eks. til mobiloplader. Det er desværre noget impotent strøm, der kommer ud af deres stikkontakter. Kun 120 volt. Det betyder, at det tager meget længere tid at oplade din mobiltelefin, hvis du bruger din danske opladerstik og det gør du nok.

Dagbogen:

Morgenmaden plejer vi at få på hotellet, men det måtte vi opgive. Der var kø, fordi ikke havde kokke nok i køkkenet. Vi gik hen til naboen. Der er rigelig af morgenmadsrestauranter i enhver by og denne by var ingen undtagelse. Menuen var heller ikke en undtagelse, den samme som altid. Jeg plejer at få Hash Browns; kartoffel revet i fine stænger, som så er stegt, sikkert i smør, så de hænger sammer og er blevet brune. Det kunne godt blive en del af min aftensmad.

Vi skulle egentlig køre til San Francisco, men vi havde lige en hænger fra i går, - nemlig de store Redwood- træer. Vejen derind var spærret, men vi spurgte i receptionen om der var nogle i nærheden. De antydede det ihvertfald ved deres indkørsel, hvor der stod en skive, der nok var 2,5 m i diameter. Det var der sørme, så vi tog af sted. Vi kørte ind i skoven og blev et sted forsinket af en bil, der malede gule striber på vejen. Da den var færdig, fortsatte vi ufortrødent dybere ind i skoven. Træerne blev større og tykkere, men der var ingen giganter. Så blev vejen til grusvej og farten blev sat noget ned. Vi havde fået et kort i receptionen, men størrelsesforholdende på kortet passede ikke, så vi kørte langt på vejene. Til sidst måtte vi være tæt på, fire bilen havde parkeret ude til siden. Bilerne var stoppet på grund af nogle store huller i vejen og Sonja insisterede på, at vi også stoppede. Jeg ville fortsætte, for en lejet bil med fuld forsikring uden selvrisiko, kan klare mere end andre biler. Som den dygtige chauffør, jeg er, kom jeg og bilen over forhindringerne. Vi nåede frem til stien ned til "Big Ed", som kæmpetræet hedder. Det står omkring 50 m fra vejen og det er enormt. Det rager højt op, men det er forholdsmæssigt tykkere end det er højt. Hmm, hørt før. Der var mange stuppe og fældede kæmpefyr. Det føltes næsten som om, man så en masakre på dinosauerne, hvor kun et fåtal havde overlevet. Sandheden er nok snarere, at skovhuggerne troede, at træerne ville vokse op igen. Desværre ikke med den fart, de troede. Træerne var over tusind år gamle og deres frø skal brændes i en skovbrand for at kunne skyde. Der står mange nu, men vi bliver nok nødt til at vente endnu 2000 år på, at de bliver kæmper.

Bull Buck

Der skulle være endnu et stort træ lidt længere fremme. Det skulle hedde "Bull Buck Tree." Vi kørte nogle 100 meter længere frem, hvor vi parkerede bilen og gik endnu nogle hundrede meter videre ind i skoven, hvor et endnu større træ viste sig. Det er ufattelig stort og jeg begriber ikke noget levende kan blive så stort og gammelt. Vi måbede i nogen tid og så trissede vi videre. Det er her vanskeligt for Sonja at forsvinde i folkemængden. Det var helt stille. Her er ingen skilte at fotografere eller Pokemonner at fange. Vi kunne høre et enkelt fly, men ellers kun nogle få fugle og vindens susen i træerne.
Nu skulle vi så bare tilbage til San Francisco. Frøken Google Maps kendte også disse jordveje i skoven, så hun ledte os ud i civilationen igen. Vi holdt ind et sted, jeg husker ikke hvor og det er også ligegyldig, for byerne ligner hinanden, langt mere end de gør i Europa. Californien,omkring San Francicsco, har nogle store arealer med bakker med græs. På dette tidspunkt af året er de helt gule og nogle enkelte træer står spredt omkring. Det ser faktisk ganske hyggeligt ud. 

Senere fladdede det ud og nu kom der dyrkede arealer. Vi lagde især mærke til store marker med "frugttræer", blev vi enige om, det var, men vi kunne ikke rigtig se hvilken frugt, træerne bar. Vi stoppede og det viste sig at være postacienødder. De sidder i klaser og er delvist lyserøde. 

Pistacienødder

Det var noget frugtkød omkring det, som vi kender som en pistacienød. Jeg spiste lidt af nødden og selvom den ikke var helt moden, så smagte den godt. Der var mange og store marker med pistacienødder, men de skal vel også forsyne en stor del af USA og resten af verden.

Det var ikke det store problem at komme ind til hotellet igen. Jeg blev på værelset, mens Sonja gik ud for at købe lidt salat til aftensmaden. Det var nok efter burgeren tidligere på dagen. Dagen var omme og vi lagde os til at sove.

Torsdag, den 15. september, 2016 - Yosemite National Park

Trafik
Skal vi lige snakke trafik og her mener jeg hovedsageligt biltrafik.
Amerikanerne kører pænt. De er flinke i trafikken og de overholder hastighedsbegrænsningerne, som hovedregel. De har dog et problem med at lade os skifte bane, dvs. holde tilbage, hvis jeg skal skifte bane.
Alt er i miles. Afstande og hastigheder er i miles. Det skal man lige vænne sig til, men gang med 1,5 eller 1,6, så er det ikke helt forkert. Hovedreglen er 65 miles/timen på de store veje og 55 på de mindre.
Læg mærke til de gule og hvide striber på vejen. De gule adskiller trafikken i de to retninger eller kanten af vejen, hvor de hvide angive de enkelte spor i samme kørselsretning. Det kan være fatalt ikke at vide det. Det er heller ikke sikkert, at en vej er motorvej, bare fordi den er firesporet. Vejene har numre. Jo færre cifre, jo større vej. Route 66 er en Interstate Highway. Vejnummer 69S5 kan være en jordvej. Som hovedregel går lige numre øst/vest og ulige numre nord/syd. Jeg har ikke helt forstået, hvad en freeway er. Nok bare en betegnelse for en highway, der er gratis. Der er i øvrigt ikke mange betalingsveje i USA. Undtagelsen er de store nationalparker, hvor du skal betale mellem 10 og 30 dollars, men så kan billetten også gælde flere dage.
Der er dog et par forskelle fra dansk lovgivning. Hvis du holder for rødt, må du godt dreje til højre, forudsat du ikke generer nogen. Egentlig ganske fornuftigt. En anden regel, som er lidt sværere at vænne sig til, er, at alle kan have fuld stop i et firekryds. Den der kom først, har forkørselsretten. Hvis der er flere, kører man i den orden, som man ankom til krydset. Reglen er helt sikkert ikke indrettet på bytrafik, men snarere trafikken på prærien, men det fungerer påfaldende fint.
Så har vi skiltene. Der er næsten ingen piktogrammer. Alt står på engelsk, - f.eks. standsning og parkering forbudt skiltet findes ikke. Der står i stedet for “No parking at any time”. Det er i hvert fald ikke nemt for ordblinde eller folk med dårlige engelskkundskaber. Jeg var lidt forvirret over et skilt, hvor der stod: “Shoulder closed”. I dette tilfælde mente de, at der ikke er rabat. De har til gengæld en fin skiltning med vejnavne, især i byerne. Veje og gader går tit vinkelret på hinanden, så når du kommer til et kryds, hvor der højt oppe hænger et grønt skilt, som vender, så du kan læse det, så er det navnet på gaden/vejen, du krydser. Navnet på din gade hænger parallelt med din vej, så du ikke kan læse den. Det synes jeg faktisk er ganske smart.Når du kommer hen til et kryds, kan du opleve, at der på vejen står "PED XING". Da jeg så det første gang, kunne jeg ikke forstå, hvorfor de skrev noget på kinesisk, men det skal læses som: "Pedestrians crossing".

Og så selve dagbogen
Det var en lang tur fra Death Valley til Yosemite Nationalpark. Vi var lidt forvirret over, at GPS'en sagde, at den længste vej var den hurtigste. Det var vinterruten, som FDM kaldte den, sommerruten, som var den korte, tog længst tid. I første omgang valgte vi at tage den hurtigste. Det fortrød vi senere og skiftede så til den korte, men langsommere rute. Det skulle da også vise sig at være den smukkeste. Vi kørte stik nord, med nogle forholdsvis lave bjerge vest for os. Vi kørte igennem et landskab, der havde været brugt til en del westernfilm. Der var selvfølgelig også museer for filmene, men det mente vi nok, vi kunne undvære.

Mono Lake

Lige før vi drejede ind i Sierra Nevada-bjergkæden, kom der en sø kaldet Mono Lake. Den har et tilløb, men ingen fraløb, så alt vandet fordamper. På et tidspunkt valgte Californien, at lede noget af tilløbet videre til det tørstige Los Angeles. Det betød så at vandniveauet fald kraftigt, så meget, at det blev en trussel mod dens eksistens. Derfor valgte man senere, at sørge for så meget vand til søen, så den kunne opretholde dens, nu noget lavere, niveau. Det så fuldstændig ud, som om søen var delvist tilfrosset, for saltet ved bredden lignede is og der var endda "isbjerge". Vi kunne godt have gået helt ned til bredden, men vi valgte at fortsætte ind i bjergene til Yosemite National Park.
Det blev en fantastisk flot tur på rute 120, men besværlig at køre. Vejbelægningen var fin, men det skulle vise sig at være 3D-kørsel, som jeg kalder det, når jeg kører MC. Op og ned, fra side til side og langsomt og hurtigt. Vi kom højt op, vel omkring 8000 fod. Næsten oppe, kom to roler-scattere på vej ned med stor fart. Det kunne godt se ud som om, de havde en ledsagervogn. De kunne da ligesågodt have bestilt en ligvogn.
Ikke sært, at Sonja blev træt og træt af, at hun ikke så så meget. Vi stoppede ved en sø, som vist hedder Tenaya Lake. Igen et meget smukt område, folk badede i søen. I det hele taget var der mange på "skovtur". Sikkert fra de store byer LA og SFO. For sent opdagede vi, at vi ikke skulle bo midt i nationalparken, men i udkanten, så vi måtte opgive at se nogle af seværdighederne dagen efter, hvor vi skulle til SFO. Det ærgede vi os lidt over. Da jeg sad ved siden i denne 3D-kørsel, begyndte jeg at føle mig dårlig, sikkert køresyge. Jeg foreslog at jeg skulle overtage rattet og da jeg kom ud, kunne jeg godt mærke, at balancennerverne var udfordrede. Det nåede faktisk, at blive mørkt, inden vi nåede Oackhurst. Vi spiste på hotellet. Vi delte en Margarita, en slurk til Sonja og resten til mig. Sådan skal det være. Et glas Pinot Noir til maden. Denne gang en svinekotellet, godt indsmurt i BBQ-dressing. Fin mad og så i seng.

Onsdag, den 14. september, 2016 - Death Valley

Flaskehus i Rhyolite

Morgenmaden i Las Vegas blev indtaget på en af hotellets caféer. Da vi kom ud af byen, var der ørken, dvs. tør jord med kun de hårdføre små buske, der ikke er mere end 20 cm høje. Noget længere ude lå et fængsel. Det er er ikke nemt at undslippe. Skulle man komme ud, er man prisgivet ørkenen, for det er, ifølge et vejskilt, ikke lovlig at samle passagerer op. Vi kørte forbi en forladt mineby, der hed Rhyolite. Den blev bygget i starten af 1900-tallet, men blev forladt få år senere, da minen blev tom. Der havde været ca 10.000 indbyggere. 

Sandklitter

Et af husene stod der stadig. Det er nemlig bygget af tomme ølflasker. Indbyggerne har åbenbart haft det sjovt, så længe det varede   Længere fremme ramte vi bjergene. Vejene var fine men der var mange sving. Vi skulle over et par pas, før vi kørte vi ned i Death Valley. Temperaturen steg til 35 grader. Det er jo ved at være efterår.
Det første vi så i dalen var nogle sandklitter. De ligner egentlig Råbjerg Mile, bare større og med ørkentræer, her og der. Sandet brændte under fødderne, så fodtøjet skal være i orden, - ikke sanddaler.

Der går en fin vej gennem Death Valley. 

Saltsø

Vi kunne ude til højre se noget fladt hvidt. Vi holdt ind og jeg gik derned. Der var vel 100 meter. Det var en saltsø, hvor næsten alt vand var fordampet, men jorden var fugtig nok til at danne fodaftryk. Der lå størknet og krystaliseret salt over sandet og lidt længere ude, kunne jeg se lidt vand. Jeg gætter på at der er en høj grundvandstryk, for der kommer meget sjældent vand fra oven. Nå det så endelig kommer, så skyller det ned fra bjergene rundt om dalen og slæber sand og mineraler med ned. Man kunne endda se noget der lignede gletcher, det er bare sand. Selvom det egentlig skulle fylde dalenop, så sænker dalen mere end den fyldes op.

Bad Water

Vi kørte videre til det laveste punkt i Amerika, som ligger i Death Valley. Det er 85,5 munder havoverfladen og hedder Bad Water. Her står lidt vand i en pyt, men ellers er der fladt, saltet og varmt.

På vejen tilbage kørte vi ned til Devils Golf Cource. Her kan man helt sikkert ikke spille golf, for der var store krystalliserede mudder og salt knolde, ca 1/2m høje. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende. 

Devils Golf Course

Vi kørte videre til vor Lodge, så ligger lige midt i Death Vallet. En linne grøn oase, som sikkert trækker grundvandet op. Der er tennisbane, svømmebad og legeplads til børnene. Der er en lille advarsel på et skilt ved legepladsen, der advarer om at legesagerne, især metallet, kan være meget varme. Det lyder rimeligt. Efter at have indlogeret os, gik jeg op til baren, for at få min Margarita og skrive dagbog. Det var ved at være aften, så jeg kunne vel holde varmen ud. Det kunne jeg kun et kort stykke tid, så blev granitbænken, jeg sad på for varm. I denne oase fandtes en fugl, vel på størrelse med wn due, men slankere. Den løb hele tiden rundt. Dwt viste sig at være en "Roadrunner", kendt fra tegnefilm, hvor den spurtede gennem ørkenen, mens den udstødte de kendte nasale lyde: "Nyh, nyh".
Jeg måtte ind i den afkølede bar og her kom der mere gang i skriveriet, med hjælp fra endnu en Margarita

Tirsdag, den 13. september, 2016, Las Vegas

Nu var det slut med bjerge i denne omgang. Vi skulle til Las Vegas og Sonja kørte. Det var en rigtig flot vej. Den var vel anlagt, uden huller og der var bløde sving imellem smukke bjerge. Her ville jeg nok hellere have siddet på min Yamaha 1300, men man kan ikke få alt. Vi tog ikke den direkte rute, men drejede af mod Lake Mead.

Vi var egentlig lovet en udsigt til søen på vejen, men det var ikke helt rigtigt. I starten så vi lidt af søen, men kun til sidst kunne vi se søen. Den er fantastisk blå, blandt de grå og golde bjerge. Jeg havde forventet lidt grønt langs bredden. Der var intet. Måske er søen for ny, måske skifter den højde for tit eller måske er jorden bare ufrugtbar. Jeg ved det ikke, men det var alligevel smukt på sin egen mærkelige måde. Den er kunstig opdæmmet af Hoover Dam. Den var færdig i 1936 og var vist verdens største dengang. Den leverer strøm til Las Vegas's lysshow.

Der er bygget en bro til Interstate Highway 93. Den er enorm smuk og hæver sig højt over dæmningen. Vi kørte nu over dæmningen først, men det gav nu ikke så meget, bortset fra, at der var en fin udsigt ned til søen lige ved dæmningen.  Det er i Arizona. Tilbage i Nevada, fandt vi trappen op til turiststien ved siden af vejen på broen. Hold da kæft det blæste. Der må samles en kraftig vind ind i Coloradoflodens slugt. Der er en enorm højdeforskel på søen bag dæmningen og floden på den anden side. Det er jo tyngdekraften, der skaber energien og fordobles højden, så firedobles energien.

Vi var jo egentlig på vej til Las Vegas og der er ikke langt fra Hoover Dam. Byen har sandelig fået forstæder, så det tog alligevel noget tid at finde Golden Nugget, hvor vi skulle bo. Vi er efterhånden professionelle turister, så jeg kørte ind til "vallet-parkering". Her afleverer man nøglerne til bilen, overlader kufferterne til en uniformeret herre og går straks til receptionen og checker ind. Ikke spilde kundernes tid. De skal jo ind og spille deres formue op.
Det var nu ikke vor intention. Jeg gik ned til poolen med tabletten. Dagbogen skulle have en change, men op mod Margarita, sol og vand tabte den i denne omgang. Da skyggen kom til min liggestol, gik jeg indenfor, hvor der er meget køligere. Golden Nugget er så stor, at man kan fare vild og i øvrigt ikke behøver at komme udenfor. I hvert fald ikke indtil du ikke har flere penge og skal til at arbejde nogen sammen. Jeg satte mig nu lige mellem lobby og pool, så vidste jeg, hvor jeg var.
Vi ville nu ikke nøjes med hotellet, så vi tog en bus ind til The Strip, som Las Vegas Blvd. kaldes. Det er der, det foregår. Vi stod af på midten af The Strip, Bellagio. De har vandshow, hvor springvand sprøjter i takt til populær italienske operaarier. 

Overfor Bellagio er en kopi af Eifeltårnet, som blev fotograferet til rigelighed. Lidt længere fremme ligger Ceasar Palads. Hvis jeg syntes at Golden Nugget var stort, så er Ceasar Palads gigantisk. Vi gik ind for at finde noget at spise. Vi er gået over til kun to måltider om dagen. Morgenmaden er så fyldestgørende, at jeg i hvert fald kan vente med næste måltid til aftensmaden. Den blev en burger. Sonja fik også en burger, men brødet var toast. Den så nu og god ud.

Vi gik videre rundt i dette surealistiske univers, hvor liver kan leves døgnet rudt. Jeg ville vise Sonja et sted, hvor det skulle ligne en italiensk gade, men jeg huskede forkert. Der er næsten en hel by, med torv og sidegader. Alt er overdækket, så himlen var stadig blå med få skyer. Godt lavet! Det lykkedes os at finde udgangen og komme videre til Venetia, som har kopieret Venedi, med Rialtobro og Gondoler, - nu i den rigtige farve, nemlig sort. Videre så vi nogle oplyste sørøverskibe, som i hvert fald tidligere bekæmpede og sænkede hinanden en gang i timen. Lige nu skete der ikke noget, så vi ville hvile benene, men i Starbox kan man ikke sidde ned, så vi måtte gå ind i en Margaritabar. Jeg var jo nødt til at købe en Margarita i stedet for en kop kaffe.

Vi var jo egentlig ved at være godt trætte, så vi tog bussen tilbage til vort hotel og den nye oplevelsesgade, Fremont Street. Gaden er overdækket af et net, som bliver kunstigt oplyst i mange farver. Der er spændt liner op på langs af gaden helt oppe under taget, hvor man kan glide hen over gaden for et rigeligt beløb i dollars. I gaden er der levende musik, barer og selvfølgelig casinoer. Der er også private optrædender, som en trommeslager på plastikspande og plastik bøtter. Helt alene sad en mand i rullestol, med et papskilt, hvorpå der stod: "Jeg er WW2-veteran og jeg mangler hjælp". Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi. Jeg gav ham en seddel og han så oprigtig taknemmelig ud. Bagefter blev jeg ærgelig på mig selv over, at jeg ikke gav mere. Det er lidt ynkeligt, at det amerikanske samfund ikke kan hjælpe deres veteraner, men også at vi går forbi uden at takke ham for at hjalp med at bekæmpe nazismen eller Japans dødstogter mod deres naboer.
Vi måtte hjem i seng. Klokken var mange.

Mandag, den 12. september, 2016 -Zion Canyon

Vi behøvede ikke at tjekke ud, så vi kørte bare, uden at få morgenmad. Vi ville prøve vor frokostrestaurant fra i går, Galaxy of Hatch og se om de også kunne servere morgenmad. Det var vor hæse vært fra i går, der tog imod os. Der er sådan set ikke forskel på morgenmaden nogen steder. Faktisk er morgenmaden på Scandic hotellerne mange gange bedre, - også selvom du kun spiser "amerikansk morgenmad". Jeg snakkede lidt med værten, men han havde travlt. Der var mange til morgenmad. 

Vandhul nummer et

Vi kørte videre til Zion National Park. Det blev (igen) en spændende tur. Vi var jo højt oppe, så efter et par turneller ved  Checker Board Mesa, begyndte det at gå nedad i hårnålesving, indtil vi nåede ned i dalen, som er en oase i ørkenen. Den blev "opdaget" af mormonerne, men her levede selvfølgelig mennesker forinden.
Vi skulle bo lidt uden for Springdale, men det betyder ikke så meget. Der er kontinuerlig busdrift til parken, hvor der igen er busser langs vejen i dalen hvert 10. minut. Vi tog ned i dalen og bestemte os for at stå af ved noget de kalder Emerald Pools. Der er en vandresti til den første af 3 vandhuller, hvor der løber vand i fra bjergene. 

Den første har det længste vandfald og det var ganske smukt i modlys, hvor dråberne skinnede som diamanter. Sonja opgav de næste to, men jeg var frisk på turen, så vi aftalte at mødes ved næste busstop. Nu var stien ikke længere brolagt, så det blev lidt mere strabaserende til vandhul nummer to.

Her løb en lille bæk i klippen ned til vandhullet. Her mødte jeg nogle nordmænd, som jeg spurgte om ikke dette var flottere end Norge. Jeg kendte jo svaret på forhånd. "Nej, ikke helt", svarede han.

Vandhul nummer to

Vi fulgtes ad op til det tredje hul. Stien ændrede sig mere til en bjergbestigning, men skulle ikke klage, for sammen med det andre nordmænd var en dame på 71, der fulgte fint med. Jeg hjalp hende lidt, når vi skulle over en sten på en halv meter. Selve vandhullet, var egentlig ikke så meget at snakke om. Den vat vel 30 meter i diameter, men omgivet af flere hundrede meter lodrette klipper. Vandet kommer formentlig nedefra, for der var ingen vandfald. Faktisk lidt af en skuffelse, især når man tænker på turen hjem også. Jeg var noget slidt, da jeg nåede The Grotta, hvor Sonja ventede på mig. Jeg skulle bare hjem til poolen og køles af. Sonja tog en senere bus, hun ville lige se, om der var en film om de meget omtalte "floods".  Det blev ikke til noget, men hun bragte en øl med til mig. Man bliver sgu helt forelsket igen. Den var kold og stor.

Til aftensmaden sad vi igen udenfor på en veranda (porch på amerikansk). Jeg ville følge min "tradition" med at smage deres Pinot Noir, så jeg bad om et glas. Der serverede "desværre" ikke i glas, så jeg måtte købe en flaske. Jeg ville tage resten med på værelset efter middagen. I så fald, skulle den bæres i en papirspose, så ingen kunne se hvad, det var jeg havde, - eller nærmere: Her kommer èn med en flaske vodka. Utah-love er mærkelige! Svenskerne har virkelig fået konkurrence. Det blev en hyggelig aften på værelset og jeg sov godt den nat.

Søndag, 11. september 2016, Bryce Canyon

En par Navajo-indianere serverede til morgenmaden og vi kom i snak med dem. Kvinden boede faktisk nær Monument Valley i en af de huse, der lå spredt, langt fra hinanden. Det er fordi, de har husdyr og vor ven har kreaturer, geder og høns. De har alle navne. Vi så en lille billedserie af hendes kæledyr og to af kalvene hedder "Boo" og "Boo Boo". Jeg spurgte om hun slagtede dem for at få kød, men det benægtede hun. De er kæledyr. Hun overnattede på arbejde og når hun så kom hjem efter nogle dage, hoppede og sprang dyrene af glæde over at se hende.
De måtte køre 25 km to gange om dagen, bare for at hente vand til dyrene og dem selv. En gang imellem får træerne også noget vand, så de ikke visner og dør.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hendes og hendes mands prioriteringer. Manden var i gang med at bygge en vandbeholder. Vandet får de fra vindmøller, som står over et vandreservoir og pumper det op til dem. Vand er værdifuldt. Det forstår man i en ørken.

Det blev alligevel en oplevelse at være ved og på Lake Powell. Det betød, at vi da lige skulle have et sidste billede af det, inden vi kørte videre til Bryce Canyon. Oppe på en bakketop var et "View Point". Herfra kunne vi se det meste af, hvad vi i går så fra båden. Det var en fantastisk udsigt.
Vi skulle nu videre. På vejen kunne vi holde ind ved "Lille Hollywood". Det skulle være et sted hvor mange westerns var filmet.

Byen hed Kanab og var helt sikkert ikke kendt for andet. Bag souvignirbutikken, var nogle kulisser, som jeg mener "Djurs Sommerland" har lavet bedre, men butikken var hel fin. Jeg købte faktisk ud udskæring af en sandstensklippe med helt fantastisk flotte mønstre. Naturen er en stor kunstner. Jeg tog selvfølgelig nogle billeder af kulisserne, men de bliver nok ikke hængt op derhjemme. Længere fremme på ruten til Bryce Canyon, stoppede vi i en lille by, kaldet Hatch. Vi skulle have frokost og det var en meget typisk café med morgenmad, frokost og aftensmad. Den hedder Galaxy Dinner.

Vi skulle have en "Old Fashion Burger" og det fik vi. Restauranten er opført for syv år siden, men med 50'er indretning. Der er sågar en jukebox, men den spiller nu ikke musik. På væggene hænger signerede plader fra temmelig berømte kunstnere, men det er fordi ejeren har haft en restaurant i Las Vegas og der kom en del berømthedder.
Der er forresten lige en anden ting, som jeg godt lige vil diskutere. Har amerikanerne indført en slags standard for menukort. De indeholder alle de samme retter, men layout'et og prisen er forskellig. Man kan også støde på forskelligheder i kvaliteten, men det er vist for feinschmekere. Det smager fint, men det kan være lidt trættende i længden.

Vi drejede fra mod Bryce Canyon City. Vi kom her igennem den lille Red Canyon. Den lever fint op til navnet. Fantastiske formationer. Vi var også noget spændte på om endnu en Canyon kunne overraske os og gøre indtryk. Vi har alligevel set en del klipper nu. Når man kører ind i Bryce Canyon ligger udsigtspunkterne i en perlerække på ventre side. På højre side er fyrreskov. Det første udsigtspunkt, som også skulle være det bedste, hedder Bryce Point, men her var vejen spærret, fordi der ikke var flere parkeringspladser. Vi kørte da bare videre til de næste og de skuffede ikke. Vi så naturlige broer og søjler, mest i rødlige nuancer. På højre side kunne vi se at en del af skoven havde været raseret af en brand. Vi endte ved Rainbow Point,  hvor Sonja udtalte de overraskende ord: "Det er da den flotteste udsigt, jeg endnu har set". Når man tænker på, hvad vi indtil nu har set, kan det synes underligt, men jeg forstod fuldstændig, hvad hun mente. Det hun så, var en kæmpe rød mur, som "stoppede" det flade land fra øst. Muren er buet og kunne måske virke som en amfiteater. Bare over 20 km i diameter.

Nu måtte vi finde vort hotel, Best Western Ruby's Inn. Det skulle vise sig, at det var en enkelt mand eller familie, der ejer næsten alt. Byen blev grundlagt, da Ruby lavede en Inn og resten er historie.

Sonja havde set, at der var cowboymad og underholdning lige over for hotellet. Det lagde vi billet ind på. Klokken 7 mødte vi op og blev placeret ved et rundbord. Der var to andre par. Det ene par havde sejlet hertil på Coloradofloden og kom egentlig fra Seattle, Microsoft, Amazon osv. De to andre kom nordfra, måske Colorado. Manden kom over og satte sig ved siden af mig og spurgte om jeg forstod, hvad han sagde. Jeg svarede, at problemet nok snarere var om han kunne forstå mig. Han ville fortælle, at både ham og hans kone havde fået lavet DNA-test, for at se, hvorfra de stammede. Til deres overraskelse stammede halvdelen af hustruens gener fra Danmark. Det havde de ikke forventet. Jeg måtte fortælle hende, at hun da bestemt lignede en dansker, hvis man kan det. Jeg kan godt forstå, at de ønske finde deres rødder. Vi tror, vi kender vore rødder, men vi ville sikkert få lige så store overraskelser.
Jeg ville gerne have en øl til maden, så jeg gik i baren og bestilte en. Jeg måtte ikke selv bære glasset til mit bord. Det skulle en tjener gøre. Det er Utah-lov. Nogle steder i Utah, kan man godt få en flaske vin til maden, men man må ikke selv hælde op i sit glas. Det skal tjeneren gøre. Alle her ryster på hovedet af lovene, men det er sikkert mormonernes skyld. Religion er en plage for menneskeheden. Hverken mere eller mindre.
Efter maden, som vi havde bestilt og betalt i forvejen, kom der en show på scenen. Det var westernmusik af ypperste klasse. De spillede godt og var underholdende. De hedder Bar G Wrangler.  Nu var det "nine-eleven" og endda 15 år siden, så derfor blev nationalsangen afsunget, og en del amerikanere rejste. Ikke alle, men jeg gjorde det også. Festen sluttede pludselig uden ekstranumre og vi gik hjemad. Det skulle vise sig at være ganske koldt udenfor, vel omkring 10 grader og det mindede os om, at vi faktisk var højt oppe, over 2000 meter.
Godnat.

Lørdag, den 10. september, 2016 - Lake Powell

En kunstig sø i Arizona/Utah. Hvad sjov kan der være ved det. Nå, det var en del af turen og indtil videre havde vi været yderst tilfredse med udvalget af steder, vi skulle se. Den kunstige sø hedder Lake Powell og er dannet ved byen Page af en dæmning, hvis sekundære opgave er at producere strøm. Dens primære opgave er at opsamle vand til tørre tider og det gør den fint. Søen har oversvømmet en dal. Det tog ti år at fylde søen med vand fra Coloradofloden og den indeholder vand nok til Californien til en tørke i fire år. Så længe, at ikke alt vandet er brugt, kan man sejle på den og bade i den, så den er blevet noget af en turistattraktion i ørkenen. Der er en lystbådehavn og sejlture ud på søen og floden. Det ville vi prøve. På den anden side af floden ligger Wahweap, som er en turistby omkring marinaen. Vi fandt hotellet, som solgte billetter til sejlturene og købte billetterne til den længste tur, hvor vi skulle se det hele.
Vi skulle imidlertid have noget frokost inden. Det kunne vi købe i kiosken, - Ceasars Salat, denne gang med kyllingestykker og dertil en Bud Light. Det er ikke en letøl, som i Skandinavien, men en øl med færre kalorier, men samme alkoholstyrke, som almindelige øl. Men den smager, om muligt, endnu tyndere end dens originale storebror, Budweiser.

Klokken 12:45 skulle vi mødes i lobbyen og derfra gå i flok ned til skibet. Vi fik, som de sidste, en plads på øverste dæk. Vi sejlede langsomt ud af havnen, men kaptajnen øgede farten til op til 30km/t ude på søen. Vi fik fortalt nogle fakta i nogle hovedtelefoner, som blev suppleret at vor meget overvægtige kaptajn på en meget udpræget vestamerikansk, - altså meget bredt. Jeg havde i hvert fald nogle gange problemer med at forstå ham i højtaleren. Vi sejlede forbi nogle klippeformationer, som er brugt af Hollywood mange gange, - bl.a. Britney Spears i henden sang: I'm not a girl, not yet a woman.

En af "kanalerne" hedder Antilope Canyon. Det er en sprække, man kan sejle ind i. Mange kajakker og kanoer sejler derind, men vi gjorde også. Væggene var lodrette og røde, - dvs. de nederste ca. 5 meter var hvide, for det var hvor vandet havde gået til inden den nuværende tørke satte ind. Til sidst var der kun omkring en halv meter vand fra båden til klippen, men der var en lille åbning, hvor han stoppede. Længere kunne han ikke komme, når det var så lavvandet. Han drejede båden 180 grader og vi sejlede ud igen. Vi kunne rigtig nyde alle farverne og figurerne, der var tegne af opløste mineraler, som var skyldet ned af væggen og havde dannet (næsten) kunstværker.
Vi kom da ud igen og sejlede ned mod dæmningen, som vi fik lov at se fra vandsiden.
Vel hjemme på hotellet, fik jeg min Margarita ved poolen, som jeg havde ønsket mig. Vi fik aftensmaden på hotellets veranda (porch på engelsk). Det er rigtig hyggelig at sidde udenfor og nyde den lune og mørke nat, som man har her sydpå. Jeg skulle aldrig have bestilt Nachos til forret, for jeg skulle igennem en BBQ-rib fra et kæmpesvin, - godt indsmurt i BBQ-sovs. Den smagte fantastisk, men jeg måtte undskylde over for servitricen, at jeg kun kunne spise halvdelen.
Jeg skal love for, at jeg sov godt den nat.

Fredag, 9. september, 2016. Monument Valley

Der er lige en sag, som jeg godt lige vil dele med dig. Ser du, jeg har et Mastercard. Det bruger jeg til ferier, så jeg ved med rimelig nøjagtighed, hvad jeg har brugt i ferien. Især i USA, er kreditkort vigtigt. Man betaler hele tiden med det. Pludselig blev det afvist i Lauglin. Jeg forstod det ikke. Nå, jeg har jo haft med banksystemer at gøre og ved lidt om hvor mange computere en Mastercardtransaktion skal igennem, inden den når min bank. Så jeg har også et Visakort. Det virker upåklageligt. På vejen fra Laughlin til Grand Canyon ringede jeg til Mastercard. De kunne ikke se, at der var noget galt. De skulle nok kigge på det, men nu var det jo aften i Danmark, så det kunne først blive i morgen. Hvis jeg havde været alene afsted og ikke havde haft et backupkort med, var jeg ilde stedt.
Altså, hav altid to forskellige kreditkort med ud at rejse, især hvis du bruger Mastercard.

Og så til dagbogen.

Efter det overvældende Grand Canyon skulle vi nu til nogle meget berømte filmkulisser, som naturen har skabt til Hollywood, nemlig Monument Valey.

Vi havde dog lige en hænger fra i år. Vi fik ikke set Dessert View. Det er det sydligste eller østligste af Gran Canyon. Man kan se Coloradofloden, men også ørkenen, som den har skaåret sig ned igennem. Bestyrene af reservatet byggede i 30'erne et udsigtstårn og lod en Navajokunstner udsmykke indersiden. Det var interessant at se mønstrene og figurerne. De havde helt sikkert forbindelse til hulemalerier, som vi kender i Europa. Han havde da også lavet nogle, så man kunne se sammenhængen. Udenfor kom jeg i snak med en ældre dame, som var "migreret" fra Colorado her til Arizona, for at få noget bedre vejr. En slags klimaflygtning. Hun fortalte, at fuglene, som svævede i kløften var enter ravne eller Kalkungrip.
Vi måtte videre. Der var igen mange timers kørsel. Vi skulle køre ind i Navajoindianernes reservat. Det er vel ca. 4 gange større end Danmark og det strækker sig over flere stater, i hvert fald Arizona og Utah og måske også Nevada. Navajonationen, som den kaldes, har omkring 250.000 indbyggere. De bor i mobile homes eller i små træhuse. Formentlig også i mere almindelige huse, men vi så hele tiden disse små nedrivningstruede beboelser. Det er, så vidt jeg ved ikke på grund af fattigdom, men snarere en slags prioritering. Nationen ejer landet og indianerne har alle job, der er brug for i området. De passer tankstationer, serverer mad osv. De sælger også husflidsprodukter. Små fine sølvsmykker, vævede tæpper med indianermønstre osv. Det skulle være af god kvalitet. De står ved vejsiden i nogle sammentømrede skure, med bliktag til at beskytte mod solen, men også i byernes “Trading Stations” kan man købe deres varer.

Vi valgte at stoppe i Tuba og gik ind i deres Trading Station. De havde virkelig et rigt udvalg af indianerproducerede varer. Det var her jeg konverterede til cowboy. Jeg købte en meget fin hat af cowboytypen. Den er god mod solen, så de bar den måske ikke bare for at se sej ud, men det gjorde jeg. Ren læder, med automatisk ventilation (fire små huller). Vi gik lige over gaden til Taco Bell for at få frokost. Det er mexicansk fastfood på amerikansk, men det smager udmærket, når man er sulten.

Vi havde læst i FDM-Travel bogen, som efterhånden er blevet vor bibel, sammen med Turen går til det vestlige USA, at der skulle findes nogle autentiske dinisauerforaftryk på vejen. Vi var kørt forbi stedet lige før Tuba, så vi kørte de få km tilbage. Der stod igen disse indianerskure. En lille pige kom hen til bilen og spurgte om hun skulle hjælpe med at se fodsporende. Det skal man sige tak til, for det er bl. a. det, de lever af. Et skilt viser at det er gratis, men at man selvfølgelig gerne må give frivillige bidrag og at det forventes. De er meget venlig og på ingen måde påtrængende. Meget høflige.

Pigen tog en vandflaske og gik ud på den flade klippeoverflade og med vandet, som hun hældte i fodsporene, viste hun fodsporet af en mellemstor planteæder. Den var måske et par meter høj. Der var mange fodspor. En meget mærkelig oplevelse. Fodsporene er mindst 64 mill. år gamle. Grand Canyon er “kun” 5 mill. år gammel. Pigen gik videre omkring 50 meter hen over overfladen og viste aftrykket, eller rettere fossilet af en T-Rexfod. Den var blevet revet af i kampen mod en af planteæderne. Der skulle også være forstenede æg og vi så en forstenet dinosauerlort. Da fodsporene blev lavet, var dette område en frodig tropeskov, men jeg forstår stadig ikke helt, hvordan de er bevaret.

Vi kørte videre til Monument Valley ved Kayenta. Vi kom til at køre forkert. Gør man sådan noget, taber man let en time. Det var i første omgang irriterende, men det skulle vise sig at blive vendt til en fordel. Man kører op til en Visitor Center, lidt som i Grand Canyon. Vi skulle også betale, før vi kom centeret. Derfra går en grusvej ned i “dalen”. Det er indtil videre det eneste sted, hvor vi havde været bedre tjent med en stor firehjulstrækker. Der var flere huller end vej, så vi afkortede turen ved John Fords Point. Det er filmkulissEN. For fan… hvor var det både smukt og overvældende. Det sene tidspunkt viste sig nemlig at være en fordel, ved det, at solen nu stod lavt og gjorde de store formationer endnu mere røde end de var i forvejen. Vi havde bestemt ikke brug for flere indtryk. Meget træt, glædede jeg til min Margarita. Det bliver min tradition på turen, at slutte dagen med en Margarita. Så da jeg kom ned til restauranten og ville bestille bord og så vente i baren med en Margarita, blev jeg noget lang i hovedet, da hun fortalte, at der ikke fandtes alkohol i Navajoernes land. Cola smager også godt, men …..

Jeg var ikke så sulten, denne aften, så jeg bestilte Chili Con Carne og salatbuffet. Begge dele kunne være bedre, men jeg blev mæt.

Torsdag, 8.. september, 2016, Grand Canyon

Der var altså ingen grund til at blive i denne, syndens, by. Vi forlod den uden anger mod Grand Canyon. Vi kørte i lang tid på rute 40. Den har jeg kørt på før, men da var det i North Carolina på østkysten. Jeg har egentlig altid drømt om at køre på den fra øst til vest, men måske er denne måde bedre. Efter et stykke tid, vi taler her timer, krydsede vi til den berømte route 66. Det ved byen Selegman, som er opkaldt efter manden der kæmpede for at få route 66 på landkortet, så at sige. Det lykkedes vist til en rigelighed. Tag et kig på Google Maps med street view: http://goo.gl/8sMkQt .

Route 66 er nu blevet “camino” for Harley Davidson motorcyklister. Det sværmer i det hele taget med HD’er her. Man ser kun sjældent rigtige motorcykler og så er det som regel BMW. Selegman er nu også blevet berømt for deres Road Kill Cafè, "You Kill It We Grill It", eller som en af menuerne lød: "From Your Grill To Our Grill". Der måtte vi simpelthen ind. Klokken var godt nok kun 11:30, men vi ville altså have noget at spise der. Jeg skulle prøve deres Buffoloburger. Det er vist den bedste burger, jeg har fået i mange år!! Dertil et stort glas iskoldt øl. Det var godt!! De havde (selvfølgelig) også en souvenirbutik ved siden af, hvor man kunne købe menukortet, nøgleringe med Route 66 og selvfølgelig også de sædvanlige T-shirts. Rigtig turistgejl, som jeg selvfølgelig købte godt ind af.

Udenfor stod noget gammelt rustent skrammel, som f.eks.en prærievogn og en kranbil a la Bumle fra filmen Biler.  De havde lavet en kopi af det gamle fængsel, - en lille træhytte, hvor halvdelen var celle. Byen er ikke stor, måske 100 huse, men ikke til at komme udenom, hvis man kører på Route 66.

Vi fortsatte nu videre til Grand Canyon. Vi ville køre direkte til stedet inden vi checkede ind på hotellet. Det var lagt stort an, men nænsomt. Rigtig fint bygget, som falder pænt ind i området. Vi gik straks op til det første udsigtspunkt, Mather Point, som får det til at gøre ondt i maven, når man kigger ned. Størrelserne her i Grand Canyon er ufattelige. Colorado River løver 1,5km nede, jeg gentager for de fatsvage 1.500m. Den er 100 meter bred og der er omkring 20km over til den anden side af kløften.

Efter at have taget knap en halv million billeder, gik vi tilbage til Visitor Center, hvorfra vi tog en gratis bus mod Hermit’s Rest, men så skal man først tage en rød bus og skifte til en blå bus. De er gratis, så man kan stå af og på, som man vil. Vi stod af på Mohave Point, hvor man kan se floden dybt nede. Man er dybt betaget af dette sceneri og den tid (man taler om “Dyb Tid”), det har taget floden at skære sig ned, men ifølge geologerne tog det ca. 5 mill år, hvilket er meget hurtigt, regnet med det geologiske ur. Vi gik tilbage mod et busstop, hvor vi kunne hoppe på en bus hjemad. Vi fulgte stien langs kanten, som her ikke var asfalteret, men kun grus. Den går tæt på skrænten, så man skal ikke have meget højdeskræk. Da vi kom hjem til Visitor Center, tog vi lige de sidste billeder. Solen stod nu lavere og de røde jordlag på den lodrette væg overfor, blev mere røde. Der er mange der tager derud, for at nyde dette syn. Vi kørte nu til byen lige udenfor området, der hedder Tusayan. Her blev vi indlogeret på et Lodge, men det er bare et hotel uden restaurant.

Aftensmaden blev indtaget på et steakhouse lige overfor. Man kunne sidde udenfor, men vi måtte “desværre” lige venter i baren. Her fik jeg turens første, men bestemt ikke sidste Margarita med salt på glaskanten. Hold da op, den smagte godt. Vi var vel også tørstige, så det hjalp lidt, men jeg regner Margarita som nationaldrikken i USA.

Jeg fik en Rib-Eye med Frensh Fries. Dertil et par glas Pinot Noir. Begge ganske fine repræsentanter for denne vanskelige drue. Måske skal jeg prøve Pinot Noir fra Californien igen, når jeg kommer hjem.

En lang dag og et par glas vin, - godnat!!

Onsdag, 7. september 2016, Lauglin

Det var nok en af de dage, som ikke kommer til at fylde meget i dagbogen. Vi skulle fra LA til Laughlin i Nevada. Det ligger lige på grænsen til til Californien og Arizona. Det er en spilleby som Las Vegas men ikke så stor og mere for almindelige mennesker (læs pensionister). Vejen derud var interessant pga. naturen, som skiftede næsten umærkeligt til ørken, forstået på den måde, at bevoksningene blev mindre. Men inden tog det næsten en time at komme ud af LA. Skiftet fra LA til andet, - f.eks. by, industriområde eller ørken sker umærkeligt, men efter en time, mente vi, at vi ikke længere kunne kalde det LA. Der er en del billeder fra turen, men den er faktisk ikke interessant ud over skiftet i landskabet. Det blev dog grønnere eftersom vi nærmede os Laughlin. Den ligger ved Coloradofloden og blev skabt som et stop for jernbanen tværs over USA. Nu er det så casinoer og hvad deraf følger. Der var selvfølgelig gratis parkering og hele hotelkomplekset var lavet til at man aldrig behøver at forlade det. Alt er indrettet på, at man skal bruge penge på spilleautomater, Black Jack borde osv.

Jeg forestillede mig, at der var små fine restauranter og cafeer ved flodbredden. Men nej, - hotellerne lå helt ud til flodbredden og man kunne stort set ikke sidde udenfor. Der er for varmt og "De enarmede tyveknægte" stod jo indenfor. Jeg skulle skrive dagbog og det gøres bedst med en øl eller drink i nærheden, så en ensom bar blev valgt som forfatterrede. Sonja gik hjem på hotellet, men jeg blev og skrev til dig. - kære læser.

Der er dejligt køligt. Der er butikker og forskellige restauranter. Vi valgte et Steakhouse. Det havde lidt overraskende hvide duge, men ellers var der sådan set ikke noget specielt. Jeg fik en T-bone, som jeg forsøgte at komme igennem, men måtte opgive. Jeg efterlod ⅓ til skraldespanden. Jeg havde ikke brug for en “doggiback”.

Vi har udnyttet jetlag positivt til at gå tidligt i seng og stå tidligt op, - i hvert fald efter mine normer..

Tirsdag, den 6. 2016, LA i istiden

LA er overvældende, selv bydelen Hollywood er stor. Det var svært at vælge, men til sidst valgte vi at besøge meget specielt museum, nemlig Tar Pit Museeum. Det er bygget lige ved nogle asfaltsøer inden midt i LA. Man brugte dem i gamle dage til at udvinde asfalt, men blev hele tiden forstyrret af knogler. Det var knogler fra nu uddøde dyr fra istiden, måske for 60.000 år siden. Man stoppede udvindingen og begyndte at samle knoglerne til mammutelefanter, sabeltigre og kæmpedovendyr. Hele området er vel ikke større end rådhusparken i Århus, så vi kunne nemt overskue de forskellige asfaltsøer, hvor den ene var betydelig større end de andre, vel 50m på den lange led og 30m på den anden.

De havde lavet glasfiberskulpturer af af en mammutfamilie, hvor moderen var fanget i asfalten og skreg i angst. Inde i museet, som var gratis om tirsdagen, var opstillet originale knogler, samler til sabeltigre og “dire woolfs”, som er endnu en uddød ulveart, som ligener de nuværende. De var bare tættere bygget og stærkere. Det kan være svært at forstå, hvorfor nogle dyr uddør, men en stor årsag er klimaændringer. Dengang var det 20 grader koldere i LA, så overfladearealet i forhold til vægten på et varmblodet dyr, var vigtigt. Når så det blev varmere kunne de små bedre konkurrere. Derudover migrerede bisonoksen længere nordpå mod bedre græsgange og LA blev en ørken.

Vi kørte videre mod Beverly Hills. Det er der sikkert en del tøser, der husker. Jeg ved, at det er de riges og de berømtes gettho. Hovedgaden i denne “forstad” hedder Rodeo Drive. Den ligner Nice og Cannes med butikkerne, som kun sælger dyre ting. På gaden kører dyre biler og der ser i det hele tager pænt ud. Blomster i midterrabatten, som er vandede og store palmetræer, der rækker op mod himlen. Jo, her er dejligt, hvis man har penge.

Vi kørte hjemad mod hotellet ad Sunset Boulevard (Blvd). I den første del så det ret mondænt ud, men jo længere vi kørte østpå, jo billigere så det ud. LA er fyldt med souvenirbutiker, små barer og gademusikanter (læs tiggere). Tag ikke billeder af dem, for så kræver de penge af dig. Nå, vel hjemme skiltes vore veje. Sonja skulle tage et ordentligt billede af Hollywood-skiltene. Jeg fandt en af de meget få caféer, der har udeservering. Det gør man altså i i Californien. Der er nok for varmt. Kølighed er en luksus, så man møder hele tiden airconditioning. Caféen hed Birds og ligger på Franklin Street. Jeg fik en øl inden Sonja kom tilbage. Vi fik lidt frokost. Jeg fik en Cesaers Salat. Det laver de altså rigtig godt “over here”.

Elton John

Lige en slapper på værelset, inden vi gik ned på Hollywood Blvd. Vi skulle se stjernerne i fliserne. Hold kæft, der er mange. De fleste har jeg aldrig hørt om. I midten af stjerne var et lille piktogram, der fortalte, hvad personen var kendt for. Kamara for film, TV for TV-serier, mikrofon for radioshows, grammofonplade for pop/rock/jazz/bluesmusik og den sjældne, teatermaskerne for teater.

Vi gik ind i Dolby Theater. Det er hvor de uddeler Academy Awards, Oscar blandt venner. Det er et værre tivoli. Oppe på tredje etage er der fin udsigt til Hollywoodskiltene og nedenfor et springvand. Lidt længere henne ad vejen er et sted, hvor de mest kendte må lave et fod- og håndaftryk i noget vådt cement på jorden. Tim Burton skal gøre det på torsdag. Big deal!

Nå, så havde sulten meldt sig. Vi fandt en mexikansk restaurant på Hollywood Blvd. Bestemt ikke avanceret, men udmærket, skulle det vise sig. Jeg skulle have deres specielle Habanero Margarita som drink. Den kunne nemt vare hele middagen. Jeg mærkede tydelig chilien. En stærk drink, på en ny måde. Det blev kyllingevinger i mexikansk sovs. Hmmm. Dejligt.

Hjem i seng.